Så sker det: I nat oplever du disse himmelfænomener i sjælden kombination

Fortæl din chef, at du kommer træt eller for sent på arbejde i morgen.

I nat skal du nemlig være længe eller i det mindste tidligt oppe, hvis du vil opleve en total måneformørkelse, en blodmåne og en supermåne.

NASA har gentagne gange været ude og opmundre folk til at se fænomenerne, der sjældent ses kombineret.

Det vil desuden være den første supermåne-formørkelse siden 1982 og den sidste indtil år 2033.

Hvad er det lige en supermåne er?
Omkring klokken 2 i nat befinder månen, der er en fuldmåne, sig på det punkt i dens cyklus, hvor den er tættes på jorden.

Det får månens diameter til at se op til 14 procent større ud fra jorden og kaldes derfor en supermåne.

Hvad er det nu lige en måneformørkelse er?
Omkring klokken tre i nat kombineres supermånen med en måneformørkelse. Månen ”gemmer sig” så at sige bag jorden, så jorden er placeret mellem solen og månen, og jorden skygger dermed for månen.

Klokken 04.11 er månen totalformørket, og det er den helt frem til klokken 05.23 – det er derfor, du lige ringer og advarer chefen om, at du er træt, hvis du har tænkt dig at se hele forestillingen.

Kombinationen af en supermåne og en måneformørkelse er kun sket fem gange siden 1910.

Hvad betyder blodmåne så?
Det betyder, at månen formørkes af jorden, hvilket giver supermånen et rødligt skær.

 

Dagens Gossip