Så tæt er nedrykningsdramaet

OB og SønderjyskeHar begge 37 point før de to sidste runder, men en markant bedre målscore end Horsens og Brøndby. OB har en målscore på blot minus tre, og der skal virkelig falde nogle vilde resultater i slutfasen, før fynboerne kommer i farezonen. Sønderjyske har med minus seks mål på kontoen lidt en anden, men ikke specielt faretruende sag. De møder Horsens i næste runde, og med mindre målknappe Horsens pludselig går kasse-amok, og Sønderjyske tæppebombes i sidste runde i Parken, så er der også Superliga-bold i Haderslev næste sæson.

AC HorsensMed 34 point har Horsens den gule førertrøje på. De ved, at Brøndby har en vanskelig hjemmekamp mod FCN torsdag, og snubler de blå-gule her, samtidig med at Horsens snupper tre point i Haderslev, er Horsens reddet. Horsens kan med en sejr i omegnen af fire mål og opefter i Haderslev – samtidig med, at Sønderjyske også taber stort i sidste runde til FCK – sende sønderjyderne ned med en uafgjort mod Brøndby i sidste runde.

Brøndby IFHorsens’ sejr over Silkeborg er virkelig skidt for Brøndby med 33 point. Hjemmekampen mod FCN skal vindes, hvis man skal have en god chance for at kunne afgøre det selv i gyser-afslutningen mod Horsens. Brøndby kan leve med uafgjort mod FCN, men det er kun spiseligt, hvis Horsens maksimalt får det ene point i Haderslev. Uafgjort til Brøndby og sejr til Horsens, så kan Brøndby kun redde sig med en sejr i sidste runde i Horsens. Nederlag til Brøndby og sejr til Horsens i Haderslev betyder, at klokken falder i slag for Brøndby.

Silkeborg IFReelt set er Silkeborg rykket ud. Sådan som kampprogrammet afsluttes, skal Brøndby og AC Horsens gennembankes i historisk store nederlag af FCN og Sønderjyske sammenholdt med, at Silkeborg sejrer i de to sidste kampe med cifre, der forbedrer målscoren, som pt. siger minus 28, voldsomt. Brøndby og Horsens skal tilmed spille uafgjort i sidste runde, for at dansk fodbolds største flugtplan lykkes.

Dagens Gossip

Dagens TV