Så travlt har julemanden: 17 besøg juleaften

Skrevet af Sol Stoffregen

17/12/2013

Dagens topnyheder

Mens julefreden sænker sig i de danske hjem den 24. december, sørger julemand Preben Mikkelsen for et ekstra skud julehygge.

Pludselig banker det på døren. Og gennem huset farer børnene for at åbne døren. Udenfor står julemanden med sækken fyldt med gaver. Med måbende ansigter følger børnene julemanden ind i stuen, hvor han deler gaver ud og sludrer med hele familien.

Sådan bliver den 24. december for 65-årige Preben Mikkelsen, som er en af Dansk Julemands Laugs 150 dedikerede julemænd, som trækker i julemandstøjet og limer skægget fast for at sprede glæde i danske familier. Han skal bare lige gentage scenariet 17 gange på samme aften.

- Det bliver en rigtig hyggelig aften. Jeg er bare spændt på, om jeg kan holde tidsplanen. Der skal bare være et sted, hvor jeg ikke kan finde gaverne hos familien, eller hvis der kommer sne, så er jeg i tidsnød, siger pensionisten Preben Mikkelsen, som glæder sig til den store dag, til Dagens.dk. 

LÆS OGSÅ: Julehit: Vi hyrer en julemand juleaften

Den 65-årige julemand fra Nyborg starter kl. 15 i Odense, og siden går turen mod flere destinationer på Østfyn såsom Ørbæk, Svindinge og Nyborg. Kl. 20.30 skal en glad men træt Preben gerne vende hjem til sin kone og fejre aftenen.

I de sidste 25 år har Preben rykket ud i julemandens tjeneste. Men siden han i år meddelte på Facebook, at han kan hyres juleaften, er tilbuddene væltet ind.

- Sidste år havde jeg 5-6 besøg juleaften. Men i år er det helt vildt, jeg har måttet sige nej til 8-10 familier, fordi jeg ikke kan nå dem alle, inden det bliver for sent, siger Preben Mikkelsen, som spenderer 15-20 minutter på at bringe glæde og dele gaver ud i hvert hjem.  

Besøgenes længde passer godt til børnene, forklarer den travle julemand, som nyder at se de mange glade børn, hvis øjne stråler.

- Når børnene har sludret med mig og fået julegaverne, vil de hellere lege med gaverne, siger Preben, som oplever at flere familier år efter år booker ham juleaften - lige indtil børnene bliver for store.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med     

Hvis Preben selv skal beskrive sit julevisit hos fynske familier, så byder han på traditionel og god gammeldags julehygge. 

- Jeg laver en aftale med de voksne på forhånd. De stiller gaver udenfor, som jeg tager med indenfor. I stuen tager jeg en god snak med ungerne, og især bedsteforældrene vil gerne snakke. Jeg improviserer og tager den derfra, siger Preben Mikkelsen, som regner med at forsætte med julemandsgerningen, så længe helbredet tillader det.

Den 23. december tager den travle julemand til Odense Universitetshospital for at overraske 60-70 syge børn med gaver. Over hele landet kommer julemænd fra Dansk Julemands Laug på julevist på de danske sygehuses børneafdelinger.