Sådan bør mænd vaske sig i skridtet

Ligesom hos kvinder er området mellem benene sensitivt hos mænd, og derfor skal skridtet have særlig opmærksomhed i badet.

Det skriver Samvirke.

Sygeplejersken Louise Elmelund, der arbejder for hygiejnevirksomheden SCA, fortæller til Samvirke, at huden i skridtet og på penis er mere følsom og sart og mere indelukket end huden på resten af kroppen.

Mænd bør derfor vaske sig dagligt down there med vand og sæbe. Vand alene kan også gå an. Hvis man bruger sæbe, er det vigtigt at skylle grundigt efter, så der ikke sidder sæberester tilbage, som kan genere huden, forklarer sygeplejersken.

Hvilken slags sæbe, man bruger, er ikke afgørende - men lad være med at vaske området for voldsomt og for hyppigt, da det kan lede til svamp, irritation og kløe.

En anden vigtig pointe er, at mænd skal huske at vaske penis og testikler først og anus til sidst. De mange bakterier fra numsen kan nemlig give infektioner, hvis de ender i penis. Hvis man eksempelvis gør brug af vaskeklud, hvor man trækker bakterierne fra anus om til penis, så kan der altså opstå ubehagelige 'komplikationer'. Derfor: Lad numsen være sidste stop på vaskeruten.  

Og et sidste godt råd til god intimhygiejne ifølge Sygeplejebogens bind 1:

- Hos voksne mænd skal forhuden trækkes tilbage og glans på penis vaskes for at undgå sekretansamling og infektion under forhuden. Efter vask skal forhuden trækkes på plads igen.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip