Sådan er reglerne, hvis man flytter op til valget

Skrevet af admin

01/06/2015

Dagens topnyheder

Skal du flytte i de kommende uger? Så skal du være opmærksom på, hvor du skal afgive din stemme til det forestående folketingsvalg.

Hvis du flytter til en ny kommune efter 3. juni, så skal du afgive din stemme i den kommune, som du flytter fra. Det oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet, som er ansvarlig for valgafholdelse i Danmark.

Man vil altså kunne stemme på de partier og politikere, som er opstillet i den storkreds, som man er flyttet fra.

Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at der er to måder at afgive sin stemme på, hvis man flytter til en ny kommune:

- Enten ved at møde personligt op på valgdagen på afstemningsstedet i den kommune, du lige er flyttet fra. Afstemningsstedet vil fremgå af dit valgkort.

- Eller ved at brevstemme. Din brevstemme vil i så fald blive sendt til den kommune, du er flyttet fra.

Man kan brevstemme i alle danske kommuner, men man skal være opmærksom på, at sidste dag for brevstemmeafgivning er tirsdag den 16. juni 2015.

Hvis man flytter inden for sin egen kommune, så gælder der ligeledes særlige regler.

I så fald skal man stemme i sit hidtidige afstemningsområde, og det vil altså sige, at man skal møde op på det valgsted, som fremgår af det valgkort, som man har fået tilsendt.

Folketingsvalget afholdes torsdag 18. juni 2015.

/ritzau/