Sådan får du kæmpe fradrag til forbedring af dit hus

Tilskudsordningen omkring boligjobordningen var en gedigen succes, og rigtig mange boligejere benyttede sig af muligheden for at få et skattefradrag for håndværkerlønninger i forbindelse med istandsættelser af boligen.

For en husstand med to voksne kan fradraget udgøre op til 30.000 kroner - med en skattemæssig værdi på op til cirka 10.000 kroner.

Men det er småpenge i forhold til, hvor stort et fradrag der kan være at hente til istandsættelser og forbedringer af boligen, hvis man skyder en stort set ukendt genvej via ligningsvejledningen.

En genvej som kan give fradag på op til flere hundredetusinde kroner. Og det er ikke kun håndværkerudgifterne, men også materialeomkostningerne, man kan få fradrag for.

For at få fingre i de store fradrag, kræver det dog, at man finder drømmeboligen i god tid, og lejer den i ud i en periode, inden man selv benytter den som privatbolig. Ved at udleje boligen først kan man nemlig, på skattemyndighedernes regning, i de første 3 år af lejeperioden få fradrag for de forbedringer og vedligeholdelsesarbejder man måtte have lyst til at lave på boligen.

Så investerer man i et gammelt lettere renoveringsmodent hus, kan man altså med fordel udleje huset, inden man selv tager det i brug, og skifte taget eller sætte nyt luksuskøkken op, og få skattemyndighederne til at betale en pæn del af regningen. Og hvis ønsket går i retning af en ny vinkælder eller et nyt wellness badeværelse, ja så betaler skattemyndighederne også en stor del af gildet.

Ifølge ligningsvejledningen kan man opnå et vedligeholdelsesfradrag på 35 % af lejeindtægterne de første 3 ejerår. Men det er imidlertid ikke nødvendigt, at der er tale om vedligeholdelsesarbejder. Det er således ifølge ligningsvejledningen helt legitimt at fradrage udgifterne til eksempelvis nyt køkken eller nyt tag, selvom det reelt må betegnes som forbedringer.

Reglerne er nemlig udformet som en praktisk arbejdsregel, der giver tilladelse til fradrag for op til 35 % af lejeindtægterne de første 3 år af udlejningen (og 25 % af lejeindtægterne, hvis der er tale om en ejerlejlighed), men til gengæld ikke skelner mellem vedligeholdelses- eller forbedringsudgifter.

Normalt er det ellers kun tilladt at fratrække vedligeholdelsesudgifter, men ikke udgifter til forbedring af boligen.

Et eksempel: Antag at en bolig udlejes til 20.000 kr. pr. måned. Det giver en årlig lejeindtægt på 240.000 kr. og dermed et fradrag for istandsættelsesudgifter på 84.000 kr. Hvis fradraget ikke udnyttes i første udlejningsår, kan fradraget videreføres til og med det 3. udlejningsår. Og i år 3 vil det samlede fradrag altså have akkumuleret sig til 252.000 kr., hvis fradraget ikke er udnyttet i de foregående år.

Og for de penge skulle det være muligt at skifte både bad og køkken, hvis det skulle være det man ønsker sig.

Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk

Læs mere: Spar afgift med en paragraf 4 vurdering

Dagens Gossip