Sådan forhandler spillere og klubber

Skal han have 6000 kr. i løn eller 3000 kr. i kørepenge? Spørgsmål som dette stiller fodboldbosser sig, når de forhandler med kommende spillere i klubben.

Den noget alternative måde at forhandle løn på gennemsyrer store dele af dansk divisionsfodbold, lyder det fra en tidligere fodbolddirektør.

Og både spillere og klubber kan se fidusen: Spilleren får beløbet, han kræver, i hånden - og klubben slipper for administrative byrder og andre udgifter. Det fortæller en tidligere fodbold-direktør i dag til BT:

- Spillerne er interesseret i, hvad de får i hånden hver måned. Det er det, som det drejer sig om, og så skal man finde en løsning, siger Preben Jessen, der indtil 25. februar i år var direktør i Brønshøj Boldklub, der spiller i landets næstbedste række, 1. division.

Klubben fra Tingbjerg ved København blev 8. februar afsløret i at udbetale skattefrie kørselsgodtgørelser til amatørspillere, hvilket SKAT mener er i strid med reglerne. 30. april blev klubbet idømt en bøde på 200.000 kr. og frataget seks point af DBU.

Nu løfter Preben Jessen sløret for, hvordan den kreative aflønning har fundet sted og er blevet aftalt med spillerne.

- Der er det klart, at i stedet for at give dem 6000 kr. i løn, så er det billigere for klubben at give dem 3000 kr. i kørepenge. Det negative er så, at spilleren ikke er på kontrakt, at det er en mundtlig aftale og spilleren så kan smutte, hvis han vil, siger han.

I Preben Jessens tid som direktør i klubben skelnede man mellem, om det var en spiller, man ville have på kontrakt eller ej.

- Hvis det var et talent, vi kunne sælge, fik han en kontrakt. Dem, vi ikke lavede kontrakter med, ville også have penge, så de fik kørepenge. Mange spillere har sagt, at sådan foregår det også andre steder, siger Preben Jessen.

For at udbetalingen af kørepenge kunne finde sted, lavede man i Brønshøj Boldklub en såkaldt ‘scout-ordning, hvor bl.a. amatørspillere skulle køre rundt og se på kommende modstandere og på talenter, der kunne være interessante for klubben.

Men der findes ingen dokumentation - i form af skriftlige redegørelser for scouting-arbejdet, udover at spillerne har udfyldt køresedler.

Afrapporteringen om talenter og kommende modstandere skete, ifølge Brønshøjs nuværende og tidligere ledelse, mundtligt til cheftræneren.

Men kørte spillerne rundt og så på talenter?

- Det må vi formode, at de har gjort. Jeg har ikke været med dem rundt. Men der er ikke blevet udbetalt noget, før køresedlerne er blevet underskrevet af den enkelte spiller og sportschefen. Og alt er blevet indberettet til SKAT. Det gjorde vi løbende, siger Preben Jessen.

Bestyrelsesmedlem gennem flere år og nuværende direktør i Brønshøj Boldklub, Claus Wiingaard, har kun få kommentarer til sagen:

- Det må stå for Preben Jessens egen regning, men sådan foregår kontraktforhandlinger ikke i dag, siger han og tilføjer, at ‘scout-ordningen i dag er barberet voldsomt ned, men at man ikke mener, at have gjort noget forkert.

Hvor mange af jeres 12 ‘amatør-scouts har skaffet nye spillere til klubben?

- Det tør jeg ikke sige. Men det handlede jo også om, at de skulle se på modstanderhold, siger Claus Wiingaard, der fastholder, at mange spillere - i et presset marked - har set en fidus i at spille i Brønshøj Boldklub, selv om pengene i klubben er små.

- For nogle handler det om at få mulighed for at spille i 1. division og så komme videre herfra, siger han.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV