Sådan gør din mor dig gammel

Har du arvet lange, slanke ben eller smukke blå øjne fra din mor, er du formentlig ret taknemmelig over de gode gener. Men det er ikke kun de gode gener, vi arver fra vores mødre.

Ny forskning publiceret i tidsskriftet Nature har konkluderet, at den DNA, vi arver fra vores mor, bidrager til vores aldringsproces, skriver Prevention.com.

DNA’en, vi får fra vores mødre, findes i vores cellers mitokondrier, der kaldes cellernes eget kraftværk. Forskerne ved nu, at noget af denne DNA fra vores mødre er muteret, udtaler Barry Hoffer, der er læge og professor i neurokirurgi ved University Hospital, Case Western Reserve Medical Center, og som har været med til at foretage undersøgelsen.

Både din mor og dig bør kigge på denne liste. På Soendag.dk kan du læse om 14 tests, alle kvinder bør få.

Nedbryder organer

Selvom der ikke sker mange mutationer, er det ifølge Barry Hoffer nok til, at morens DNA bidrager til ens aldringsproces. Og det gælder ikke kun rynker.

- Når du tager mutationerne i din krop sammen med mutationer, du arver fra din mor, oplever du en accelereret aldringsproces, som kan forårsage nedbrydning af nogle organer, og aldersrelaterede hjertesygdomme kan også opstå, forklarer Barry Hoffer.

Forskerne har også påvist, at selv meget få DNA-mutationer har store effekter og kan give deformiteter i hjernen.

Har du problemer med din mor? Få psykologens råd til et bedre forhold på Femina.dk.

Din egen levestil påvirker også

Det er dog ikke kun din mors DNA, der ælder dig. Solbadning, at spise forkert og ikke dyrke motion er alle faktorer, der spiller en rolle i aldringsprocessen i cellerne.

Men du kan faktisk gendanne raske mitokondrier, siger Barry Hoffer.

Ved at spise en kost, som er rig på antioxidanter, ved at dyrke masser af motion og undgå stoffer, alkohol og for meget sol, kan man faktisk stimulere dannelsen af nye, sunde mitokondrier.

- Det kan sløve aldringsprocessen, men den sunde livsstil kan også mindske mængden af muteret DNA, som man giver videre til de næste generationer, udtaler Barry Hoffer.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip