Sådan kan du også tabe dig: Ny slankekur med fløde og kød med fedtkant

Der findes efterhånden et hav af kostretninger og slankekure, og det kan være svært at finde rundt i de mange råd.

For Jane Farber var Low Carb High Fat-kosten (LCHF) svaret på en række livsstilsproblemer. Jane Farber, der blogger om LCHF på Madbanditten.dk og som har udgivet bogen Spis dig mæt og glad, forklarede på årets FEMINA Live-messe, hvordan kuren kan gavne dit helbred, og hvordan man følger den.

- Du må ikke få kulhydrater fra sukker, korn eller stivelse, du skal spise en højere andel af naturligt fedt, og du skal forsøge at undgå tilsætningsstoffer. Og så skal du gå efter at spise masser af grøntsager – og helst dem, der vokser over jorden, da de indeholder færrest kulhydrater, forklarer Jane Farber om kurens grundprincipper.

Læs om de mange fordele, du kan opnå ved LCHF, på Femina.dk.

Kan føre til vægttab

Det betyder, at man gerne må spise æg, smør, kokosmælk, fløde, fede oste, grøntsager, kød inkl. fedtkant, kylling inkl. skind, fede mælkeprodukter, olier, nødder og bær.

Og så skal man til gengæld droppe brød, pasta, kartofler, det ’dårlige’ fedt som f.eks. margarine og omega-6-olier.

- Vi har et konstant højt insulinniveau, der gør det svært for kroppen at forbrænde fedt. Ved LCHF indtager man færre kalorier, og dermed producerer kroppen mindre insulin. Det giver en bedre fedtforbrænding og appetitregulering. Det giver igen færre kalorier og dermed vægttab, siger Jane Farber om kostretningens herligheder.

Når man følger LCHF-kostretningen, kan det bringe kroppen i en såkaldt ketose-tilstand, hvor kroppen bruger fedt som den primære energikilde, og det er meget effektivt i forhold til vægttab.

Grøntsager i stedet for kager og boller

Jane Farber lagde selv sin kost om for tre år siden. Her døjede hun bl.a. med oppustethed, fordøjelsesbesvær, konstant sult, dårlig søvn, svingende vægt og sukkertrang. Men så begyndte hun at spise efter LCHF-principperne.

- Jeg kunne holde mig mæt 4-5-6 timer efter et måltid, mine cravings efter sukker og brød forsvandt, jeg fik mere og stabil energi, min mave faldt til ro, min vægt blev stabil, jeg sov bedre, min hud blev pænere, og mit immunforsvar blev stærkt, forklarer Jane Farber.

Hun understreger desuden, at der ikke er tale om en nul-kulhydrat kur. De kommer bare fra grøntsager i stedet for kager og boller.

Er du mere interesseret i stenalderkosten? Få Thomas Rodes bedste råd til at følge den på Femina.dk

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip