Sådan kan du virkelig hjælpe din veninde, der lige er blevet mor

Den første tid som en ny familie er fyldt med glæde og kærlighed. Men den er også fyldt med manglende overskud, hormonelle udsving, gråd og generelt en følelse af ikke at slå til. Bloggeren og psykologen Samantha Rodman kommer på Huffington Post med sine bedste råd til, hvad du kan gøre for din veninde, der lige har fået et barn. Vi har samlet de bedste her:

1. Afled irriterende familiemedlemmers opmærksomhed

De fleste mennesker har mindst et familiemedlem, der bare ikke kender sin besøgstid (hvorfor er det tit svigermekanikken?). Kom "tilfældigt" forbi og lad svigermor tale dit øre af om hendes fordømte snue. Eller byg et fort i baghaven med den nybagte mors søde, men lidt for hyperaktive nevøer og niecer.

Aftal eventuelt en kode, hun kan sende på sms, så du kan komme forbi for at aflaste - helt tilfældigt, naturligvis.

Læs også: Sådan putter du dit barn med 65 "nemme" trin

2. Tal højlydt om, hvor lidt sex du havde som nybagt mor

Og gerne i den nybagte fars nærvær. Hvis han tror, at hun er den eneste med en nedsat sexappetit, bliver han klogere.

3. Kom med mad

Levér mad til den udkørte familie - og det behøver ikke være økologiske, hjemmegjorte, kostpyramide-venlige måltider. Pizza er fint. Læg eventuelt en lille seddel ved, hvor der står, at ammende mødre forbrænder op mod 500 kalorier om dagen.

Forvent i øvrigt ikke at spise med - de skal ikke føle sig presset ud i en social situation, som de egentlig ikke har overskud til.

Læs også: Dr. Phils bedste råd: Sådan skaber du et stærkt parforhold, når I har fået børn

4. Fortæl om alle dine fejl som nybagt mor

Som veninde er det dit job at fortælle om alle dine brølere. Den nybagte mor er sandsynligvis overvældet af usikkerhed - du kan give hende en smule selvtillid.

5. SMS uden at forvente svar

Skriv gerne "Jeg tænker på dig, men du behøver ikke svare". Ingen grund til at give hende dårlig samvittighed over at glemme din besked i sin ammehjerne eller ikke at kunne overskue et fornuftigt svar.

6. Lyv

Giv hende ret, når hun siger, at det hele nok bliver nemmere, når hun begynder på arbejde, og barnet starter i vuggestue. At hun bliver forfulgt af dårlig samvittighed og angst for ikke at slå til hverken på job eller hjemme, at hun bliver konstant udmattet, og at hendes mælkeproduktion går i stå, behøver hun ikke at vide endnu. Et panikanfald ad gangen, tak.

Læs også: Derfor vil jeg have mine sønner til at se mig nøgen

7. Giv en god gave

I stedet for at give hende en dyrt designet barselsgave, så giv hende noget, hun får brug for: En pakke bleer, en sovemaske, et gavekort til en hovedrengøring eller lignende.

8. Døm hende ikke

Familien, andre mødre, hendes mand og ikke mindst hende selv har skyhøje forventninger til hendes evner som mor. Vær den person, hun ikke føler, hun skal bevise noget for.

Dagens Gossip