Sådan kan USA udløse en ny finanskrise

En gang før i historien er det sket, at USA har misligholdt sin statsgæld. Det var i 1790 under uafhængighedskrigen, og dengang var konsekvenserne begrænset. Men sker det i dag, vil det have langt større konsekvenser.

Årsagen skal findes i de amerikanske statsobligationer, som lige nu ses som noget af det mest sikre værdipapir i verden. Og af den grund spiller de en central rolle i hele det finansielle system. Et system, der kan bryde sammen, hvis statsobligationerne pludselig mister statussen som sikre. Og det kan ske, hvis den amerikanske regering misligholder sin gæld og dermed går teknisk konkurs.

En række konsekvenser

Ifølge Bloomberg baserer et globalt finansielt marked på 5000 milliarder dollars sig på, at de amerikanske statsobligationer er sikre. Så der er meget på spil, hvis det modsatte skulle gøre sig gældende. Det kommer an på, om der kommer en aftale inden den 17. oktober, hvor det amerikanske finansdepartement har meddelt, at kassen er tom.

Det er det såkaldte Repo-marked, der i følge Bloomberg er i fare. Det er her, at banker og finansielle institutioner opnår finansiering ved at stille amerikanske statsobligationer som sikkerhed. Det var også her, at det gik galt under finanskrisen i 2008, hvor finanskoncernen Lehman Brothers gik konkurs.

Kim Fæster, der er senioranalytiker i Jyske Bank, mener, at det vil blive meget problematisk, hvis statsobligationerne begynder at blive usikre.

»Hvis de amerikanske statsobligationer begynder at falde i værdi, så vil folk stille spørgsmålstegn ved, om man kan bruge de her statsobligationer som sikkerhed længere. Og det kan bremse for eksempel udlån mellem banker. Og det vil så være med til at bremse udlån ud til forbrugere og virksomheder rundt omkring i verden,« siger han.

Og det kan ifølge ham starte en bølge af flere problemer. Hvis først folk begynder at tvivle på, om den amerikanske stat betaler sine penge tilbage, så vil statsobligationsrenten stige, og fordi den er så betydningsfuld for det finansielle system, vil obligationsmarkeder verden over blive ramt. Blandt andet den danske realkreditrente. Og sker det kan det sandsynligvis få konsekvenser på mange områder.

»Det kan blandt andet bremse aktiviteten på det amerikanske boligmarked, som jo er ved at begynde at komme op. Og det kan sætte det danske boligmarked under pres. Sådan er der en masse konsekvenser rundt omkring i verden,« siger han og nævner også, at en masse virksomheder vil komme til at skulle betale højere renter for de lån, de betaler.

Et politisk spil

Men spørgsmålet er så om USA vil komme til at misligholde sin gæld, og i hvor lang tid. Ifølge flere analytikere er det ikke særlig sandsynligt, at det vil ske. Og den holdning har Kim Fæster også, men det er ikke ens betydning med, at situationen er sikker.

»Det kan godt være, at der er lille sandsynlighed, men bare det, at der er en sandsynlighed, det betyder alligevel noget, og det kan stadig have store konsekvenser,« forklarer han.

Mange spår, at der vil blive indgået en aftale inden den 17. oktober, der standser nedlukningen af statsapparatet. Og ifølge Kim Fæster er der flere moderate republikanere, der nu går ind for at stoppe nedlukningen. Og ser man først, at der opstår problemer med statsobligationerne, så mener han, at flere vil få den holdning.

»Flere moderate republikanere vil ændre mening, fordi det er belastende for deres muligheder for at blive genvalgt og belastende for USAs anseelse ude i verden. Det her er et politisk spil,« siger han og pointerer, at der allerede er en del internationale ledere, der har været ude og sige, at USA skal se at få styr på situationen i en fart.

Og derfor er Kim Fæster også temmelig sikker på, at der vil komme en aftale inden den 17. oktober.

»Det er at spille med verdensøkonomien som indsats. Hvis USA går konkurs i en længere periode, så er vi tilbage i en meget dyb recession, og det tror jeg ikke, at der er nogle amerikanske politikere, der vil have på sig,« siger han og forklarer, at man måske vil se de moderate republikanerne trække det til sidste time.

Dagens Gossip