Sådan klarede dansk rytter enkelstarten

Lars Bak passerede målstregen i næstbedste tid på Tourens første enkeltstart ved den eventyrlige klippeø Mont Saint-Michel.

- Jeg er rigtig stolt og glad for min tid, men jeg har før prøvet at stå efter en enkeltstart og følt, at min tid var god, og så blev man nummer 40, og vinden var skiftet, og de kom bare væltende ind, siger Lars Bak.

Den danske Lotto Belisol-rytter kørte i tiden 38,44 minutter og var således næsten to minutter hurtigere end den danske mester i disciplinen, Brian Vandborg, der kørte i tiden 40,36 minutter.

Lars Bak kørte dog ikke over stregen med armene hævet i triumf, for han vidste, at der ville komme en del andre ryttere i bedre tider.

Kort efter danskeren havde passeret målstregen, kom franskmanden Jeremy Roy ind i en tid, der var 32 sekunder hurtigere, og således røg Bak ned på tredjepladsen.

Og mens Bak gav interview, kom verdensmesteren Tony Martin flyvende forbi og væltede om på asfalten - ny bedste tid med 36,29 minutter.

- Man kan ikke rigtig se det på resultatet, men jeg synes faktisk, at formen er rigtig god, og jeg har rigtig god power i benene.

- Dagens enkeltstart var den, jeg skulle prøve mig af på, for den næste er mere eller mindre en bjergenkeltstart, siger Lars Bak.

Lars Baks mission var at få det maksimale ud af Lottos nye udstyr.

- Vi har fået nye enkeltstartscykler, og dem ville jeg gerne teste. Jeg er jo en habil enkeltstartsrytter, og jeg tænkte: Det er 33 kilometer, og kører du på 80 procent eller 100 procent, gør ikke den store forskel i forhold til at hjælpe André Greipel i morgen.

- Alt i alt kørte jeg, hvad jeg kunne, men man skal have en stor klinge på i dag. Jeg havde kun 54 tænder på min, og der er nogle steder, hvor du nemt kan træde en større klinge. 56 ville jeg nok kunne træde, siger Lars Bak.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV