Sådan kommer du til at mærke klimaplanen

Klimaminister Martin Lidegaard har i dag offentliggjort de muligheder, han ifølge en arbejdsgruppe har for at reducere udslippet. Og hvis man kigger på husholdningerne, så kan følgende punkter komme i spil:

Skærpede krav til nye vinduer, som mere end halverer energitabet. Det skønnes, at der udskiftes 4,5 millioner kvadratmeter vinduesflade om året, og hvis kravene skærpes, så vil det faktisk være en gevinst for boligejerne på samlet 171 millioner kroner årligt for husholdningerne i sparede varmeomkostninger.

Yderligere PSO-støtte til at etablere en 200 MW kystnær havvindmøllepark samt til at etablere 200 MW nye landmøller og endelig 100 MW solceller i store anlæg. PSO-støtten kan mærkes i husholdningerne som en ekstra post på elregningen, der går til at støtte vedvarende energi, og den samlede regning til de private budgetter bliver på 54 millioner kroner årligt.

Derimod bliver et krav om PSO-støtte til halm til brændsel i kraftvarmeværker til en overskudsforretning for husholdningerne på 56 millioner kroner om året. Manøvren skal skaffe 350.000 ton halm til at bruge i kraftvarmesektoren kombineret med 5 øre mere i PSO-tillæg på elproduktion.

En af de store regninger på 125 millioner årlige kroner til forbrugerne af fjernvarme kan komme fra forslaget om at lagre CO2 fra kraftværker i oliefelter for at forøge olieproduktion. Virkemidlet kan potentielt medføre meget høje CO2-reduktioner, men det forventes at sænke kraftværkernes elvirkningsgrad med op til 10 procent og halvere produktionen af fjernvarme, som skal erstattes af anden varmeproduktion.

For bilisternes vedkommende er flere tiltag stadig i spil, efter regeringen selv har afvist at fjerne befordringsfradrag, indføre roadpricing, nedsætte hastigheden på motorvejene og lægge nye afgifter på brændstof.

Det er stadig i spil at forhøjelse andelen af biobrændstof eller tilsætte bioethanol i brændstoffet, og det skønnes at spare bilejerne godt 200 millioner kroner årligt, når det er indfaset. Det skyldes, at biobrændstoffet er billigere.

Til gengæld vil det koste de kommende billister 19 millioner kroner om året, hvis regeringen indfører obligatoriske kurser på 4 timer i at køre energirigtigt.

Regeringens værktøjskasse indeholder også en forlængelse af elbilers fritagelse for afgift, hvilket vil spare køberne for i alt 9 millioner kroner om året. Og det vil spare danskerne for yderligere 6 millioner kroner, hvis regeringen bruger forslaget om at fritage de såkaldte plug-in hybridbiler for registrerings-, vægt- og ejerafgift i perioden 2013-2015.

Dagens Gossip

Dagens TV