Sådan kommer du videre med et studieafslag

I dag dumper der et længe ventet brev ind ad brevsprækken hos rigtig mange unge danskere.

De unge får nemlig besked på, om de er blevet optaget på en videregående uddannelse.

Mange kan sikkert række armene i vejret og fejre, at de er kommet ind på deres ønskestudie, men der vil være andre, der slet ikke er kommet ind på et studie.

Det betyder dog langt fra, at alt håb er ude for de afviste.

Martin Rovs Hansen er centerleder for Studievalg Nordjylland og har nogle gode råd til, hvordan de afviste ansøgere skal forholde sig.

- I dag kan man se en liste over ledige studiepladser på fivu.dk. Så hvis man vil studere i år, skal man se, om der er nogle uddannelser, man kunne være interesseret i. Man kan også undersøge, hvor uddannelserne ligger, så man kan vurdere, om det er realistisk at studere der, siger Martin Rovs Hansen.

Men har man ikke lyst til at læse andet end det, man har søgt, kan man vente et år og prøve igen.

Det år kan man sagtens bruge fornuftigt, fortæller centerlederen.

- Det ville være en god idé at opsøge vejledning hos Studievalg eller uddannelsesinstitutionen. Uddannelsesstederne kan hjælpe med at forklare, hvad chancerne ville være for at komme ind til næste år, og hvordan man forbedrer sine chancer. Studievalg kan hjælpe med at kigge på alternativer, der matcher ønsker og kvalifikationer, siger Martin Rovs Hansen.

Studievalg han kontorer i alle de danske regioner.

 

Dagens Gossip