Sådan markerer Tyskland 25-året for Murens fald

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

Utallige arrangementer præger Berlin denne weekend i forbindelse med 25-året for Murens fald. Søndag finder en lang række officielle begivenheder sted.

Herunder er de vigtigste at holde øje med på dagen:

* Klokken 10.00:

Officiel mindehøjtidelighed ved murmindesmærket ved Bernauer Strasse. Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Berlins borgmester, Klaus Wowereit, vil være til stede. Der vil blive lagt roser og tændt lys på det sted, hvor Berlinmuren delte den berømte gade i to på én nat for 25 år siden. Herefter vil Angela Merkel tale til en udvalgt skare af prominente navne, der er i byen i anledning af 25-året for Murens fald.

* 16.00:

Delstaten Berlin holder en officiel festceremoni i koncerthuset på Genarmenmarkt. Formanden for Europa-Parlamentet, tyskeren Martin Schulz, vil være blandt deltagerne.

* 18.00:

Folkefest ved Brandenburger Tor begynder med musikalske indslag fra blandt andre Peter Gabriel og Die Fantastischen Vier.

* 19.15:

Omkring 6000 hvide, lysende balloner kaldet "Ballons der Freiheit" (Frihedens Balloner, red.), der de seneste dage har dannet en cirka 15 kilometer lang såkaldt lysgrænse, hvor Muren engang stod, sendes til vejrs i aftenhimlen. Lysene vil vise, hvor ingenmandsland lå.

"Gennem lysets kraft skal vi mindes Murens brutalitet," omtaler Berlin mindedagen i det officielle program for årsdagen. Oprindeligt var der opstillet 8000 balloner, men knap 2000 af dem er forsvundet.

* 19.20-20.30:

Folkefesten fortsætter med indslag fra blandt andre musikeren Udo Lindenberg og Staatskapelle-symfoniorkestret, der spiller Beethovens niende symfoni, der er blevet Europas uofficielle hymne for fred og samhørighed.

Kilde: Bundesregierung.de

/ritzau/