Sådan rammer stormen Danmark

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

Danmark skal forberede sig på voldsomt blæsevejr og vindstød op til orkanstyrke, når stormen Bodil rammer landet.

Sådan lyder prognosen onsdag eftermiddag fra DMI, der varsler storm torsdag og natten til fredag.

Omkring middag torsdag rammer stormen den jyske vestkyst, og i løbet af eftermiddagen og aftenen bevæger den sig østpå og rammer Fyn og Sjælland.

- Vi vil få storm rigtig mange steder i hele landet med kraftige vindstød op til orkanstyrke, siger meteorolog Jeanne Mangerel fra DMI.

Vindstødene kan nå op til 140 kilometer i timen. Orkanskalaen begynder ved vindstød på 120 kilometer i timen.

Især i løbet af aftenen vil der komme voldsomme vindstød.

- Vinden vil holde i rigtig lang tid. Først i løbet af fredag formiddag aftager blæsten lidt, og dagen vil stadig være meget blæsende, men kun, hvis man kan sige det, med hård vind til hård kuling, siger meteorologen.

DMI forventer op til 10 millimeters nedbør. Langs den jyske vestkyst og i de indre danske farvande vil vandstanden stige, mens den voldsomme vind vil føre til lavvande i den vestlige Østersø torsdag aften.

Både Mols-Linien og Bornholmerfærgen har aflyst afgange torsdag, mens togene kører efter særlig køreplan.

Regionaltogene vil køre en gang i timen fra klokken ni torsdag morgen i Jylland og på Fyn, på Sjælland fra klokken tolv. Enkelte bliver erstattet af busser.

Intercitytogene vil køre normalt, Kystbanen og Øresundstogene hvert 20. minut, mens S-togene kører efter weekendplanen.

Storebæltsbroen råder bilister til at være forsigtige og til at køre så tidligt torsdag eftermiddag som muligt.

Ved vindstyrker over 25 meter i sekundet lukker både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. DMI forventer, at vindstødene når op på 23 til 28 meter i sekundet.

/ritzau/