Sådan reagerer kvinder når kærligheden presser på

Når et menneske bliver presset, vil det automatisk forsøge at forsvare sig. For kvinder gælder det, at der er fire klassiske forsvarsmekanismer, som vi ofte griber til, hvis vi bliver pressede i kærligheden og parforholdet.

Psykoterapeut og forfatter Ilse Sand møder ofte disse reaktionsmønstre i sit arbejde. Hér skitserer hun dem - kan de genkende dig selv i nogle af dem?

Scenarie 1: Charlotte vil gerne have en kæreste, men de mænd, hun møder, har altid en eller andet kikset fejl, der gør, at hun hurtigt mister interessen.

F.eks. var der én, hvis bukser var for korte, og en anden, hvis lår var for tynde. Når Charlotte først har opdaget en fejl, har hun svært ved at abstrahere fra den.

Ilse Sand: Den selvbeskyttelsesstrategi, Charlotte benytter, kaldes også for ’Find Fem Fejl’. Den handler om, at hun er bange for at indlede et forhold til en konkret opnåelig mand.

Kun så længe Charlotte kan blive ved med at finde fejl hos de mænd, hun møder, kan hun opretholde drømmen om den ideelle mand, der tilbyder hende betingelsesløs kærlighed i ubegrænsede mængder og aldrig kommer til at såre hende og begå fejl.

Sådan scorer du manden i dit liv – se hvordan på Q.dk

Scenarie 2. Helle har været gift i flere år. Hun bliver tit irriteret på sin mand og synes aldrig, han kan finde ud af at gøre noget rigtigt. Hun ved godt, at det oftest er hende, der sætter konflikterne mellem dem i gang, men det er jo, fordi han gang på gang skuffer hende.

Ilse Sand: Når Helle mærker irritation, tænker hun automatisk, at det må være noget, hendes mand gør, der er problemet. Måske har hun fundet en tryghed i at klare sig selv på det følelsesmæssige plan, så hun ikke behøver at være afhængig af ham eller være bange for at miste ham.

Scenarie 3. For Louise har børnene førsteprioritet. Altid. Hun har ikke brug for at gå ud og spise romantisk middag, selv om hendes mand har forsøgt at invitere og også givet udtryk for, at han savner, at de laver noget sammen, bare de to.

Louise har ikke lyst til at få børnene passet, og når hun er sammen med veninderne, har hun svært ved at koncentrere sig om samtalen, fordi hun hele tiden lige skal holde øje med børnene og sikre sig, at de ikke føler sig overset. Når børnene ikke er i nærheden, føler hun tomhed.

Ilse Sand: Louises selvbeskyttelsesstrategi er at leve gennem sine børn. Hun er så opmærksom på deres følelser, at hun ikke kan mærke sine egne. Det er jo helt naturligt, at små børn kræver meget opmærksomhed, men det er også vigtigt, man som mor kan give sig selv en pause og tænke på sine egne behov.

Hvor sundt er dit parforhold egentlig? Test det på Oestrogen.dk.

Scenarie 4. Mie går aldrig uden for en dør uden makeup. Hendes hus ligner en boligreportage, og hendes børn er altid smarte i tøjet. Veninderne synes, hun har den perfekte mand og det perfekte liv, men selv kan hun ikke rigtig nyde det.

Ilse Sand: Perfektionisme kan også være en måde at holde andre fem skridt fra livet på. Ofte handler det om, at man i barndommen er blevet rost meget og fået at vide, at man er dygtig. Det kan
resultere i en følelse af altid at skulle præstere, og at præstationerne er vigtige for éns identitet.

Af Malene Fich Weischer og Pia Melander Guilbert, Psykologi/Newsdesk Aller Media

Dagens Gossip