Sådan ser Obamas døgn ud i Stockholm

Ved landingen blev Obama taget imod med åbne arme af vicestatsminister Jan Björklund (FP), fødevareminister Annie Lööf (C) og socialminister Göran Hägglund (KD). Men også udenrigsminister Carl Blidt var med blandt regeringens repræsentanter.

Modtagelsen var akkompagneret af tonerne fra militærorkestret og livgarden, som var talrigt til stede.

Ifølge officielle svenske kilder vil der rundt regnet være 300 svenske og udenlandske journalister til at rapportere om det amerikanske besøg i løbet af dagen.

Efter at Obamas ankomst i Arlanda, sætter præsidenten sig ind i sin specielbyggede limousine »The Beast«, som er udstyret med et bombesikkert understel, skudsikkert glas og panserdøre. Herfra går turen direkte til Stockholms centrum, hvor den svenske statsministers kontor i Rosenbad er.

Her skal præsidenten klokken 13.00 mødes med statsminister Fredrik Reinfeldt, hvor emner som frihandel og klimaspørgsmål skal drøftes. Efter dette skal de holde en fælles pressekonference.

Klokken 16.00 drager præsident Obama og statsminister Reinfeldt videre til Kungsträdgården, som ligger få hundrede meter fra Rosenbad. Der skal de besøge Stockholms synagoge for at hædre diplomaten Raoul Wallenberg, der under anden verdenskrig reddede titusinder af jøder i det nazi-besatte Ungarn.

Senere på eftermiddagen ved 17-tiden skal Obama og Reinfeldt så videre til biblioteket på den Kongelige Tekniske Højskole, hvor præsidenten under sit 30 minutters besøg skal nå at træffe svenske forskere, der har været med til at søsætte bæredygtige initiativer inden for energi og miljø. Kort efter vil rektor Peter Gudmundson vise toplederne rundt på campus.

Klokken 19.00 skal statsminister Reinfeldt være vært for en middag, hvor Obama får selskab af statsministerens nordiske kollegaer, nemlig Norges Jens Stoltenberg, Islands Sigmundur David Gunnlaugsson, Finlands Sauli Niinistö og vores egen statsminister Helle Thorning-Schmidt. Middagen vil finde sted i statsministerboligen Sagarska-slottet.

Når middagen er veloverstået vil præsident Obama tilbringe natten i Grand Hotels luksuriøse suite, der med sine 300 kvadratmeter har sin egen stue, bibliotek, køkken og soveværelser. Fra suitens to balkoner vil præsidenten have udsigt over vandet ved Sødra Blasieholms-havnen og det kongelige slot, som han skal besøge dagen efter, torsdag.

Når præsidenten torsdag formiddag har besøgt kongeparret på Stockholms Slot, vil Obama fortsætte mod Skt. Petersborg i Rusland, hvor han skal deltage ved G20-topmødet.

Dagens Gossip