Sådan skabte hun "Crazy Eyes" i OITNB-serien

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

Gennem tre sæsoner har skuespillerinden Uzo Aduba portrætteret Suzanne "Crazy Eyes" Warren i den voldsomt populære Netflix-serie Orange Is the New Black, og når seriens fjerde sæson fra den 17. juni løber over skærmen, indtager hun igen rollen som den skøre, men elskelige indsatte i fængslet Litchfield.

Rollen som "Crazy Eyes" med de stirrende øjne har hun udviklet gennem tiden, men hun kan alligevel sætte en finger på, præcis hvornår hun vidste, hvordan karakteren skulle spilles.

- Nøglen til at finde ud af, hvem hun var, var for mig, dengang vi filmede anden episode af serien. I manuskriptet stod der noget med "hun sidder der med helt skøre øjne. Hun er uskyldig som et barn - bortset fra, at børn ikke er skræmmende. Og hun er virkelig skræmmende", fortæller Uzo Aduba og griner.

Og så var "Crazy Eyes" født. Uzo Aduba har fundet sin egen metode, når hun skaber karakterer på skærmen og filmlærredet. Og det kom hende til gode, da hun skulle give et ansigt til den psykisk ustabile kvinde.

- Jeg bruger meget mentale billeder. Hvis jeg kan se karakteren for mig, så er det nemmere for mig at forstå, hvem de er. Og da jeg læste den sætning, fik jeg et billede af denne her voksne kvinde med en sut i munden og en forhammer i hånden. Denne her blanding af en, der er uskyldig, men skræmmende, siger skuespillerinden.

Efter at have spillet "Crazy Eyes" i en årrække, føler hun også, at hun forstår hende.

- Hun er ikke skør, hun er misforstået. Det hele ligger i måden, hun bliver opfattet på. Hendes intentioner er ikke at gøre skade på nogen eller få folk til at føle ubehag, hun prøver bare at udtrykke sig selv på den bedste måde, hun kan, siger Uzo Aduba, der har modtaget en Screen Actors Guild-statuette for bedste skuespillerinde i en komedieserie.

Fans forbinder hende efterhånden så meget med rollen, at de ofte bliver overraskede, når de møder hende i virkeligheden.

- Det første, folk altid siger til mig, er, at mine øjne er så små i virkeligheden. De spørger, om mine øjenlåg bliver sat fast med tape for at få dem til at se store ud på skærmen, eller om det er CGI (computer-generated imagery, red.). Men det er det altså ikke, siger hun med et grin.

/ritzau/FOKUS