Sådan spotter du en fupbutik på nettet

Her hjælper e-mærket.dk dig med, hvad du skal gøre for at spotte en fup-butik på nettet.

1. Sprogfejl og skæve priser
En typisk fupbutik er lavet af udenlandske it-svindlere – som oftest fra Kina. Derfor er sprog og priser ”oversat til dansk” ved hjælp af maskiner. Det betyder, at fupbutikkerne er præget af dårligt dansk og åbenlyse grammatiske fejl. Valutaomregningsmaskiner runder hverken op eller ned, så velkendte danske priser som 299 kroner eller 749 kroner er en sjældenhed på fupbutikkerne. I stedet er priserne skæve som f.eks. 243,67 kroner.

LÆS OGSÅIsabella blev narret på nettet: Antallet af fupbutikker eksploderer

2. Alt for billige mærkevarer
Fupbutikker sælger som oftest verdenskendte mærkevarer som Burberry, Mulberry, Nike og Marc Jacobs til priser langt under, hvad man normalt betaler for den ægte vare.

3. Mangelfulde eller falske virksomhedsoplysninger
Kan du ikke finde et CVR-nummer eller andre lovpligtige kontaktoplysninger som f.eks. den erhvervsdrivendes adresse, kan det være tegn på fup, og du bør ikke handle der. Vær dog opmærksom på, at selv CVR-numre og lignende bliver misbrugt af fupbutikkernes bagmænd. Vil du derfor være på den helt sikre side, kan du kontrollere CVR-nummeret på cvr.dk.

4. Mistænkelige betalingsmuligheder
Fupbutikker reklamerer ofte med et væld af kendte betalingsmuligheder, men når du kommer ind på betalingssiden, er mulighederne ofte mere begrænsede. Benyt derfor kun betalingsmuligheder, som du kender, og betal ALTID med kort, så du har mulighed for at benytte dig af indsigelsesordningen.

5. Hold øje med webadressen
Hold skarpt øje med webadressen, når du fra eksempelvis Google klikker dig ind på en bestemt netbutik. It-svindlerne kan nemlig hacke seriøse netbutikker, så du omdirigeres og i stedet havner i en fupbutik. Webadressen vil dog i de fleste tilfælde afsløre, om du er endt det rigtige sted.

LÆS OGSÅ: Sushi-test afslører restauranters fiske-fusk

Dagens Gossip