Sådan trodser du frygten for venstrekørsel på ferien

Rigtig mange danskere bestiller netop nu oversøiske rejser. Det er tanken om de kolde og mørke måneder i starten af det nye år, der får danskerne til at søge mod sol, varme og nye oplevelser i blandt andet Thailand, Sydafrika og Australien. En fantastisk måde at opleve disse lande på er ved at leje en bil.

Men mange rejsende er nervøse for at skulle køre i lande med venstrekørsel, viser ny undersøgelse.

I en undersøgelse foretaget af Voxmeter for FDM travel svarer hele 41 procent, at de helst afholder sig fra at køre bil i lande med venstrekørsel. Men der er ingen grund til at være nervøs, hvis man blot på forhånd har forberedt sig mentalt på omstillingen.

- Vanens magt kan være stor, så når trafikmønstret ser væsentligt anderledes ud, og rattet tilmed sidder i den modsatte side, kræver det en smule mental forberedelse, inden man sætter sig bag rattet. Når man kører, er det vigtigt, at man er nærværende og fokuseret, så man ikke pludselig glemmer at tænke ’venstre’. Er man således godt forberedt, er det ikke svært at køre venstrekørsel, og ved at følge den øvrige trafik vænner man sig hurtigt til det, siger chefinstruktør hos FDM Sjællandsringen, Søren Holten Jacobsen.

Undersøgelsen viser, at knap hver anden kvinde helst undgår at påtage sig opgaven bag rattet, og så har yngre bilister generelt mere mod på at køre venstrekørsel end ældre bilister.

Ifølge FDM travel er der store fordele ved at vælge bilen som transportform, når man besøger de oversøiske lande, som for eksempel Australien, New Zealand eller Sydafrika, hvor der er venstrekørsel.

Kør-selv-ferie i lande som Australien er en helt unik måde at opleve landet på. Man ser steder, man ikke ville have set, hvis man havde valgt en anden transportform, og med bilen er der plads til at være impulsiv.

- Kører man forbi en by eller seværdighed, der ser spændende ud, kan man nemt tage en afstikker og forhåbentlig blive en kulturel oplevelse rigere. Og kører man i en autocamper, er det ikke mindst en nem og behagelig rejseform for børnefamilien, siger FDM travels administrerende direktør, Jan Lockhart.

Går ferien derimod til rejsedestinationer tættere på Danmark, som eksempelvis Storbritannien, har man også muligheden for at tage sin egen bil med. Det har den klare fordel, at man ved, hvor alting er, og gearstangen sidder i ’den rigtige side’. Samtidig kender man ydermålene på sin bil.

FDM travels huskeregler til kør-selv-ferien med lejebil

• Forbered dig grundigt på, at trafikmønstret ser væsentligt anderledes ud, inden du sætter dig bag rattet

• Studér ruteplanen, inden du kører, så du er forberedt på afkørsler, rundkørsler og andre trafikmæssige udfordringer

• Undersøg de lokale trafikregler

• Kør ikke, når du er træt eller uoplagt

• Vær særligt opmærksom på andre bilister og fodgængere i højresvingssituationer

• Forbered dig på, at gearstangen sidder i venstre side. Vælg evt. en lejebil med automatgear, eller øv dig et par gange, når bilen holder stille.

• Husk at køre venstre om i rundkørsler, og hold tilbage for trafikken fra højre medmindre anden vigepligt er skiltet

• Husk at overhale højre om

• Følg bilen foran dig i trafiksving

Dagens Gossip