Sådan undgår du at blive skilt efter ferien

Sørg for at familien får holdt en rigtig god sommerferie, hvor mor og far har tid til at flette fingre og snakke ordentlig sammen.

Tiden efter ferien til Mallorca eller Lalandia er nemlig højsæson for skilsmisser. Det skyldes, at mange par ser sommerferien som en sidste chance for at redde forholdet.

Det fortæller parterapeut Ingrid Ann Watson, der her giver fem gode råd til, hvordan man får en kærlighedsfuld sommerferie.

1. Hold familieråd inden ferien

Hvis man har det skidt i sit parforhold, så er det vigtigt at lave en forventningsafstemning hjemmefra.

- Man indkalder til et stormøde i familien og sætter sig ned sammen med børnene og snakker om, hvad man har lyst til hver især, siger parterapeuten.

2. Forbyd skænderier på ferien

- Det kan man jo ikke, men bare det at sige det, vil give færre skænderier. Derefter sætter man sig hver især med en seddel og skriver, hvad man synes et skænderi er, siger Ingrid Ann Watson, der bl.a. har skrevet bogen "Elsk ham igen".

3. Accepter hinandens dagsrytme

Hvis manden sover længe, så aftaler man, at hun går ned med børnene og spiser morgenmad mandag, tirsdag, onsdag.

- Til gengæld er hun tidligere træt og bliver måske på altanen om aftenen med et glas vin, mens han går ud og ser underholdning med børnene.

4. Husk voksentid uden børn

- Jeg foreslår altid, at man ikke sover i samme rum som børnene. Det betyder nemlig, at der ikke er noget sex. Hvis man har et skrantende forhold, har man brug for noget larmende sex. Så drik jer fulde og ha' sex ved poolen, opfordrer Ingrid Ann Watson, der blogger om livet, hverdagen og kærligheden på ingridannwatson.dk

5. Sig hvad du vil have

For nogle er det helt naturligt at udtrykke sine behov, mens andre er bange for at blive opfattet som en egoist, hvis de siger, hvad de ønsker.

Men det er utrolig vigtigt i et godt kærlighedsforhold, at man tør erkende sine behov og formulere dem over for partneren, understreger parterapeuten.

 

Dagens Gossip