Sådan undgår du at få for meget salt

Skrevet af Sol Stoffregen

10/10/2013

Dagens topnyheder

Seks gram salt er alt, hvad kvinder skal have på daglig basis, og syv gram er passende for mænd. Det svarer ca. til en lille teske. Således lyder anbefalingen fra Forbrugerstyrelsen. 

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Men hvordan får man skåret saltforbruget ned fra den ene dag til den anden?

Fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Camilla Udsen, gør opmærksom på, at den største saltsynder er industrielt fremstillede madvarer, og derfor bør man lægge mærke til saltindholdet på varer i supermarkedet.

- 80 procent af det salt, vi spiser, kommer fra industrielt sammensatte fødevare, og derfor bør man vælge de madvarer med mindst salt, siger Camilla Udsen til Dagens.dk og påpeger, at den ideeelle løsning ville være, hvis industrien samlet nedsatte saltindholdet gradvist over en periode, for på den måde ville forbrugerne ikke lægge mærke til forandringen.     

LÆS OGSÅ: Spar på saltet: For meget salt slår 1000 danskere ihjel årligt 

Gode råd   
Men inden den løsning ser dagens lys, har Forbrugerrådet opstillet seks gode råd, der skal få dig væk fra saltet.

1. Arbejd på at vænne dine smagsløg til at få mindre salt. Ifølge Forbrugerrådet tager det 8-12 uger at vænne smagsløgene til mindre salt.

2. Skift saltet ud med andre smagsgivere, såsom krydderier, hvidløg, chili.

3. Lav din egen mad i stedet for at vælge færdige retter, såsom fastfood, chips, kiks, kager og supper. Lav fx din egen saltfattige marinade til kødet.

4. Gem rester fra aftensmaden og brug dem som alternativ til færdigproduceret pålæg, der er proppet med salt.

5. Spørg bageren om saltindholdet i det brød, du køber, og vælg de saltfattige brød. Bag evt. dine egne brød og boller, så du kan styre saltet.

6. Vælge produkter, der er nøglehulsmærkede. Disse produkter stiller krav til saltindholdet. En god tommelfingerregel er også altid at læse næringsdeklarationen på madvarerne.