Sådan undgår du forstoppelse i juledagene

Den hyppigste årsag til, at man tror, der er noget galt med hjertet i julen, er forstoppelse.

Hvert år må mange danskere på skadestuen, fordi de er gået for hårdt til den ved julebordet. Men det er relativt nemt at forhindre.

“Jeg går ind for, at man laver risalamanden, som den skal laves. Man kan sagtens nyde det traditionelle måltid, men det kan sagtens rettes lidt til,” siger diætist Marina Fredskilde til Dagens.dk.

Når julemiddagen ender på hospitalet, handler det om fedt, mængde, sult og for lidt vand, mener hun.

Hendes råd er:

1. Skær ned på mængden
Man kan sagtens dykke ned i al den gode mad på julebordet, men prøv at hold det på en til halvanden portion.

“Hvis man har en tendens til, at systemet ikke kan trække det, kan man skære lidt ned på mængden af julemad,” siger Marina Fredskilde.

2. Fjern en smule af fedtet
Sværene på stegen og fedtet fra anden hører sig til, men man kan godt tage nogle fornuftige forholdsregler, uden det går ud over juleoplevelsen.

“Hvis man fjerner fedtet mellem kødet og sværen, har man faktisk et magert måltid. Og så kan man jo se på, hvor meget af andefedtet, man hælder ved rødkålen. Lad eventuelt skyen køle af, inden du laver sovs. Så kan du nemt fjerne det overskydende fedt, inden du jævner sovsen til,” siger Marina Fredskilde.

3. Spis i løbet af dagen
Det kan være fristende at faste i løbet af juleaftensdag, så man kan sætte sig til julebordet med en stor og glubende appetit på godterne. Men få i stedet lidt at spise i løbet af dagen.

“Man kan godt have en tendens til, at det løber fra en. Man har måske ikke fået så meget at spise i løbet af dagen. Man skal huske at få sin frokost og en lille hapser om eftermiddagen, så man ikke sætter sig fastende til bordet og går i krig. Især hvis man har et sart system,” siger diætisten.

4. Husk at hydrere
Væske er vigtigt til daglig. Det er ikke mindre vigtigt i julen.

"Husk at drikke vand til måltidet også," siger Marina Fredskilde.

Dagens Gossip

Dagens TV