Sådan undgår du mus og rotter i dit hjem

Når temperaturen udenfor falder, er vi mennesker ikke de eneste, der får det køligt. Mus og rotter søger nemlig også ind i varmen, men det er de færreste af os, der byder de små gnavere velkommen.

Nordjyske.dk har talt skadedyrsbekæmper Gert Andersen. Ifølge ham kan man effektivt og nemt forebygge mus og rotter i hjemmet ved hjælp af en række forholdsregler.

- Man skal starte med at tjekke sine husmurer for fuger. Der kan være ventilationsfuger og andre huller i en mur, men de skal være dækket af et metalnet med huller, der er max er en halv gange en halv centimeter store, ellers er hullerne som en åben hoveddør for mus og rotter, siger Gert Andersen og fortæller, at rotter kun har brug for en sprække på halvanden centimeter for at komme ind, og at en mus kun skal bruge seks-syv millimeter.

Andre gode råd fra skadedyrsbekæmperen lyder således:

- Sæt metalnet for alle ventilationsfuger og sprækker i husmuren.

- Sørg for, at der ikke er noget – beplantning, skraldespande eller hegn - mus kan klatre på, så de kan komme op på taget.

- Skru kloakriste fast eller sørg for at sætte en vandlås i.

- Vær opmærksom på lugte fra kloakken - hvis der lugter dårligt, er der ofte noget galt.

- Hold øje med efterladenskaber i køkkenskabene.

Læs også: Skadedyr: Undgå at din bolig bliver en rotterede

Hvis skaden er sket, og man har mistanke om, at der er sluppet skadedyr ind i huset, er køkkenskabet et godt sted at kigge for at se, om man har ret.

- De fleste af os smider jo madrester i en skraldespand i køkkenskabet, og hvis der er gnavet hul i skraldeposen, er der ingen tvivl om, at man har firbenede gæster, fortæller skadedyrseksperten. 

Dagens Gossip