Såret politimand overlever skud i Ålbæk

Den politimand, som søndag aften blev såret under et skyderi i Ålbæk Havn i Nordjylland, overlever sine kvæstelser.

Det oplyser vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi. Vagtchefen vil derudover ikke give yderligere oplysninger om sagen.

- Jeg kan kun fortælle så meget, at kollegaen er uden for livsfare, siger Poul Badsberg til Ritzau.

En person blev dræbt af politiets skud, da betjente fra Nordjylland og Politiets Aktionsstyrke, AKS, som hører under PET, søndag aften slog til mod en bande formodede narkosmuglere.

I skudvekslingen blev en politimand og yderligere en gerningsmand ramt af skud. En tredje gerningsmand blev anholdt.

De mistænkte forsøgte at flygte fra politiet i en båd, da skyderiet opstod. Politiet har endnu ikke oplyst, om det var gerningsmændene eller ordensmagten, der åbnede ild.

Politiet har heller ikke oplyst, om den sårede politimand hører til hos Nordjyllands Politi, eller om der er tale om en af de specialuddannede PET-folk fra aktionsstyrken.

Mandag formiddag klokken 10 vil der blive afholdt pressemøde i Aalborg, hvor det forventes, at politiet vil løfte sløret for flere af sagens detaljer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip