Såret svensker er hjemvendt efter turistangreb i Egypten

Skrevet af admin

10/01/2016

Dagens topnyheder

En svensk statsborger, som blev såret under et angreb mod et turisthotel i Egypten fredag, er tilbage i Sverige. Også 26 danskere og tre nordmænd er vendt hjem.

- Det er rart. Nu er alt, som det plejer, siger Sammie Olovsson til nyhedsbureauet TT.

Den 27-årige mand blev stukket med kniv flere gange, da han spiste middag på en restaurant ved turisthotellet Bella Vista i den egyptiske ferieby Hurghada.

Ifølge hans egen beretning var det rent held, at han ikke fik mere alvorlige skader, da han blev angrebet.

Sammie Olovsson føler, at han er kommet sig over knivstikkene, men han har fortsat smerter i den ene skulder.

Tidligt søndag morgen rejste han fra Egypten, og via mellemlanding i Istanbul ankom han sidst på eftermiddagen i Göteborg.

Olovsson rejste med rejseselskabet Apollo.

Motivet for fredagens angreb er fortsat ikke kendt. Tre turister kom til skade, da to mænd angreb med knive. En af gerningsmændene blev dræbt af skud, og den anden såret.

Borgerservice hos Udenrigsministeriet i København har ikke fundet anledning til at skærpe rejsevejledningen for den egyptiske by Hurghada efter angrebet.

Den beslutning blev taget på et møde med de lokale sikkerhedsmyndigheder og de øvrige EU-ambassader lørdag aften.

- Vores rejsevejledning har gennem en længere periode allerede gjort opmærksom på, at der er forhøjet risiko for terror i Egypten, herunder turistdestinationer, siger kontorchef Søren Vøhtz i Udenrigsministeriet.

Lørdag orienterede de lokale sikkerhedsmyndigheder to medarbejdere fra den danske ambassade i Kairo om angrebet.

/ritzau/TT