Sælg forældrekøbslejligheden med ekstra stor skattebesparelse

Skrevet af Holger Madsen

27/11/2013

Dagens topnyheder

For langt de fleste lejlighedsejere betyder suspenderingen af ejendomsvurderingerne frem til 2015 ikke noget. Ganske vist er lejlighedspriserne ikke mindst i København tordnet i vejret på det seneste, hvilket givetvis også ville have reflekteret sig i de offentlige ejendomsvurderinger.

Men da langt de fleste lejligheder i forvejen kun betaler skat af 2001 + 5% eller 2002 vurderingen som konsekvens af skattestoppet, ville en forhøjet vurdering ingen indvirkning have haft på ejendomsvurderingen.

Men for en lille gruppe af lejlighedsejere kan suspenderingen imidlertid ikke desto mindre få særdeles stor betydning, nemlig ejere af forældrekøbslejligheder, som står foran at skulle sælges.

Normalt prøver man at få så høj en pris for sin ejendom når man sælger den. Men i nogle tilfælde kan man have interesse i at sælge den så billigt så muligt. Og et af de tilfælde er i forbindelse med forældrekøb. Når forældrene skal sælge boligen igen, vil en eventuel gevinst blive beskattet som kapitalindkomst, da forældrene ikke selv har boet i lejligheden (og den dermed ikke falder ind under parcelhusreglen).

Men man kan sælge boligen til barnet til en pris der ligger under den faktiske handelsværdi, og dermed mindske eller helt eliminere beskatningen. Hvilket sker med det offentliges accept, når blot salgsprisen udgør mindst 85 % af den offentlige vurdering af ejendommen.

Og her kommer den suspenderede offentlige ejendomsvurdering særdeles behændigt ind i billedet. Den offentlige ejendomsvurdering ligger i forvejen ofte et pænt stykke under den faktiske handelsværdi. Og suspenderingen af vurderingen vil øge den forskel, da den offentlige vurdering altså fastholdes på 2011 vurderingen i en periode hvor priserne er steget kraftigt.

Lad os se på et eksempel i kroner og ører:

Et forældrepar købte for 5 år siden en forældrekøbslejlighed til deres søn for 850.000 kr. Lejligheden vurderes af SKAT i 2011 til 1.000.000 kr. Hvis 2013 vurderingen ikke var blevet suspenderet, ville vurderingen have lydt på 1.250.000 kr., som konsekvens af prisstigningerne.

Forældrene sælger nu lejligheden til sønnen for 15 % under den gældende offentlige vurdering (som altså er den fra 2011), svarende til 850.000 kr. Da det er det samme som de har betalt for den, skal forældrene ikke betale skat, da der ingen gevinst har været.

Hvis 2013 vurderingen ikke var blevet suspenderet, ville forældrene som minimum skulle have forlangt 1.062.500 kr. for lejligheden ved salg til sønnen for at få myndighedernes accept af handlen, og forældrene skulle derfor have betalt skat af en gevinst på 212.500 kr. Ved en skattesats på 42 % svarer til det til en skat på 89.250 kr.

Et beløb som familien altså samlet set sparer som konsekvens af den suspenderede ejendomsvurdering.   

Læs flere nyheder på FinansBureauet her

Skrevet af Claus Forrai, finansbureauet.dk.