Særdeles giftig busk fundet i Kolding

Skrevet af Elo Christoffersen

09/07/2013

Dagens topnyheder

En meget giftig busk er blevet fundet foran Kolding Bibliotek. Det er biolog Bent Vestergaard, der fandt busken Atropea Belladonna – i folkemunde galnebær.

Og busken har bær, der er meget giftige. To af de små sorte bær er nok til at slå et barn ihjel og spiser voksne otte bær, så dør de også. Det skriver JydskeVestkysten.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Busken blev fundet i en græsrabat ud til parkeringspladsen Sneglen foran biblioteket. Her færdes mange børn hver dag:

- Det er en af de giftigste planter overhovedet. Guldregn er intet i forhold til den her, fortæller Bent Vestergaard, som fjernede planten i går og sørgede for at orientere biblioteket og kommunens driftsafdeling om fundet.

Han mener, at busken er landet i Kolding via en fugleklat.

Fakta om den giftige busk
Galnebær er en af de få virkeligt dødeligt giftige planter i Danmark. Nogen få mener bærrene i gamle dage var en ingrediens i vikingernes bersærker-drik, og måske kommer plantens navn – "galnebær" derfra.

Specielt bærrene er giftige, men de kan se appetitlige ud for børn. Ved indtagelse er symptomerne: rødmen i ansigtet, tørre slimhinder, forhøjet puls, "høj", hallucinationer, krampe og åndedrætslammelse.

Slægtsnavnet Atropa, er dannet ud fra navnet på den græske skæbnegudinde, der klipper livstråden over, og det har siden givet navn til det vigtigste af plantens giftsstoffer – Atropin.

I frugterne findes desuden alkaloiderne Scopolamin, Apoatropin, Belladonnin og Scopoletin. Kilde: Wikipedia.