Særlig gravplads for hjemløse

Skrevet af Sol Stoffregen

04/10/2013

Mest læste i dag

Som det første sted i landet får København en speciel gravplads for hjemløse. Det sker på mandag, hvor gravpladsen på Assistens Kirkegård indvies. 

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Gravpladsen, som foreningen "Giv din hånd" har taget initiativ til, skal give de hjemløse mulighed, for at blive begravet sammen. Samtidig skal gravpladsen også være et sted, hvor hjemløse kan mindes deres tidligere venner og bekendte.         

- Når folk dør, vil de gerne begraves samen med familien. De her folk har som regel ingen familie, eller også er kontakten røget. I stedet knytter de tætte bånd til andre i samme situation, og har derfor ønsket et sted, hvor de kan mindes deres afdøde kammerater. Det får de nu, siger initiativtager Michael Espensen fra Giv Din Hånd til Metroxpress.

LÆS OGSÅ: Regeringen klar med indsats over for hjemløse 

At den 75 kvadratmeter store askefællesgrav er placeret på Nørrebro er ingen tilfældighed. Gravpladsen skal nemlig være tæt på gadens folk.

Københavns teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal (SF) hilser det nye initiativ velkommen. Et initiativ, som SF'eren tror, vil signalere, at København er en by for alle.      

- Jeg er meget optaget af, at vi indretter byen, så også skæve eksistenser har steder at mødes på egne præmisser. Jeg har stor beundring over for det stærke sammenhold, byens skæve eksistenser har på for eksempel Enghave Plads og i Nørrebroparken. Derfor har jeg også forståelse stor for deres ønske om at have et fælles gravsted, hvor deres kammerater kan mødes og mindes. Det skal vi selvfølgelig give plads til, siger Ayfer Baykal (SF) til Metroxpress.

Det er Københavns Kommune, der stiller området på Assistens Kirkegård til rådighed, mens Vor Frue Kirke støtter økonomisk i forhold til bænke og affaldskurve. Himmelblåfonden donerer ligeledes penge til projektet.