Særlig straf har dæmpet unges grove kriminalitet

Skrevet af admin

04/12/2013

Dagens topnyheder

En særlig sanktion til unge lovovertrædere under 18 år er blevet forbedret, sådan at færre af de dømte på ny begår grov personfarlig kriminalitet.

Men der er ikke beviser på, at dømtes tilbagefald til lovovertrædelser generelt er blevet hæmmet.

Det fremgår af en undersøgelse fra Justitsministeriets forskningskontor.

Her har man set nærmere på ungdomssanktionen, som træder i stedet for fængsel i grove sager.

Under et længere forløb skal den dømte blandt andet i socialpædagogisk behandling.

Sanktionen blev indført i 2001, og efter kritik blev den ændret i 2007. Der kom mere fokus på uddannelse og skole, ligesom en koordinator skulle sørge for, at forskellige tiltag over for den unge hang sammen.

Det er virkningen af ændringen, som Justitsministeriet nu har forsøgt at evaluere.

Og her har det altså vist sig, at styrkelsen har påvirket sandsynligheden for, at de unge begår alvorligere kriminalitet efter sanktionens ophør.

Færre af de unge begår personfarlig kriminalitet og får frihedsstraf, fremgår det af evalueringen.

Sidste år blev cirka 60 unge idømt ungdomssanktion. Tallene svinger lidt fra år til år, og tidligere har tallet oppe på cirka 100.

I øvrigt er der stor forskel på brugen af den særlige sanktion. I Jylland bruger dommere langt oftere ungdomssanktion end deres kolleger på Sjælland.

Retten i Randers ligger klart i spidsen med 42 procent af samtlige domme til unge lovovertrædere.

I bunden ligger Københavns Byret med kun otte procent. Også retterne i Helsingør, Lyngby, Glostrup og Frederiksberg ligger under gennemsnittet, viser en redegørelse fra Justitsministeriets forskningskontor.

/ritzau/