Sag om milliard-byggedirektør skal undersøges

Sagen om byggedirektøren, der blev ansat til at styre byggeriet af det nye supersygehus til 3,8 milliarder kroner i Hillerød og derefter vidnede til fordel for sin nye chef i en erstatningssag, skal opklares til bunds, skriver Politiken søndag.

Det mener flere politikere i Region Hovedstaden. De kritiserer en advokatundersøgelse, som blev fremlagt i sidste måned, for at være mangelfuld og efterlade flere vigtige ubesvarede spørgsmål.

- Det her er alt for principielt og vigtigt til, at vi bare kan pakke sagen hurtigt sammen, siger den radikale Charlotte Fischer til Politiken. Hun har ligesom Venstres Bent Larsen har rejst flere kritiske spørgsmål til sagen.

Samtidig har Folketingets Ombudsmand bedt om at blive orienteret om undersøgelsen.

- Vi er gået ind i sagen, fordi vi kunne se, at den rejste nogle vigtige habilitetsspørgsmål, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen til Politiken.

- Vi afventer nu resultatet af regionens undersøgelse af sagen, og når vi modtager det, vil vi afgøre, om vi skal foretage os mere, siger Ombudsmanden til Politiken.

Ledelsen i regionen har nu måttet bede advokatfirmaet Plesner, der står bag undersøgelsen, om at møde op og svare på politikernes spørgsmål i forretningsudvalget på tirsdag.

Sagen, som Politiken bragte frem i februar, førte i marts til, at hospitalsdirektør Suzanne Aaholm måtte forlade sit job som chef for Nordsjællands Hospital.

Da undersøgelsen fra Plesner Advokatfirma blev behandlet første gang for en måned siden, godkendte politikerne den fratrædelsesaftale, som regionens embedsmænd havde indgået med hospitalsdirektør Suzanne Aaholm og hendes fagforening, Djøf.

Baggrunden var, at hun ikke havde oplyst om sin inhabilitet ved ansættelsen af byggedirektøren for det nye supersygehus, som skulle vidne i hendes erstatningssag.

Flere politikere ønskede dog samtidig svar på, hvilken betydning inhabiliteten har for ansættelsen af byggedirektøren, ligesom de ifølge Politikens oplysninger ønskede sikkerhed for, at byggedirektøren var kvalificeret til at stå i spidsen for opførelsen af et supersygehus til 3,8 milliarder kroner.

Baggrunden var, at hun havde været med til at ansætte en projektdirektør for det nye milliardbyggeri uden at fortælle regionen eller ansættelsesudvalget, at den nye direktør skulle vidne i en erstatningssag, hun havde anlagt mod Frederiksberg Kommune med krav om 10 millioner kroner i erstatning for uberettiget at være blevet fyret som kommunaldirektør i 2010.

Efter ansættelsen i Hillerød ændrede byggedirektøren Henrik Schødts, der også havde en fortid på Frederiksberg, forklaring til fordel for sin nye chef.

Advokatfirmaet Plesner konkluderede, at Suzanne Aaholm havde været inhabil og undladt at underrette regionen om det, hvorfor der var grundlag for en afskedigelsessag. Men advokaterne mangler at give svar på to centrale spørgsmål, mener Charlotte Fischer og Bent Larsen.

- Advokaterne konstaterer, at Suzanne Aaholm var inhabil, men de skriver ikke en linje om, hvad det så betyder for den ansættelse, hun var med til, siger Charlotte Fischer.

Hvorfor er det spørgsmål vigtigt?

- Habilitet handler om magt og om at træffe de rigtige beslutninger. Habilitet er et meget fint princip; man kan ikke bare sige: Pyt, det er upraktisk at gøre noget.

Charlotte Fischer og Bent Larsen mener for det andet, at Plesner tager meget let på det forhold, at Henrik Schødts ændrede forklaring til støtte for Suzanne Aaholm i hendes erstatningssag.

Suzanne Aaholm var blevet fyret som kommunaldirektør, fordi hun havde skjult, at udgifterne til en ombygning af rådhuset på Frederiksberg var løbet løbsk.

Aaholms påstand var, at borgmesteren på Frederiksberg var blevet informeret. Det afviste borgmesteren.

Centralt i sagen var, om borgmesteren havde fået et notat om økonomien, som Henrik Schødts havde skrevet. I maj 2010, mens han stadig var ansat på Frederiksberg, havde han godkendt et referat, der fastslog, at han ikke havde givet notatet til borgmesteren.

Da han i oktober 2012 skulle vidne i voldgiftsretten, forklarede han, at han havde udleveret notatet.

Advokaterne fra Plesner konkluderer dog, at de "ikke har grundlag for at antage", at han har "afgivet forklaring i strid med sandheden for voldgiftsretten".

- Men hvorfor forholder Plesner sig ikke til, at han siger det ene, mens han er ansat på Frederiksberg, og det andet, efter at han er blevet ansat i Hillerød? Det er en mistænkelig adfærd. Det ser ikke troværdigt ud. Man er nødt til at forholde sig til det, siger Bent Larsen.

Ifølge Politikens oplysninger har Plesner alene spurgt Henrik Schødts, Suzanne Aaholm og hendes advokat om dette og dermed kun den ene side i sagen. Det bekræfter regionsdirektør Hjalte Aaberg, der dog tilføjer, at advokatfirmaet også har haft adgang til skriftligt materiale.

Burde de ikke også have spurgt den anden side?

- Det vil jeg meget nødig forholde mig til. Vi har bedt om en uvildig undersøgelse, og de har haft frie hænder til at gennemføre den, herunder de interview, de mente var nødvendige.

Plesner ønsker ikke at udtale sig til Politiken, men henviser til regionen.

Dagens Gossip