Sag om millionstøtte kan koste fodboldklub millioner

Sagen om Viborg Kommunes ulovlige millionstøtte til fodboldklubben Viborg FF har muligvis også et konkurrencemæssigt aspekt. Det skriver Politiken onsdag.

Konkurrencestyrelsen følger nemlig også sagen tæt.

- Vi har fulgt sagen igennem et stykke tid, og nu har den fået ny aktualitet, siger Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, til Politiken.

Sagen begyndte i 2010, da Viborg Kommune solgte navnerettighederne til det lokale stadion til fodboldklubben Viborg FF for 50.000 kroner årligt.

Året efter besluttede et snævert flertal i byrådet på indstilling fra Søren Pape Poulsen at pålægge sit kommunale selskab, Energi Viborg, at købe stadionnavnet af Viborg FF for 3,25 millioner kroner fordelt over tre år.

Men den støtte, som Statsforvaltningen har erklæret ulovlig i forhold til den kommunale styrelseslov, kan også være konkurrenceforvridende støtte. Det kan føre til, at Konkurrencestyrelsen kan indstille til, at Konkurrencerådet behandler sagen.

- I den konkrete sag vil det betyde, at støtten skal have givet Viborg FF en konkurrencefordel frem for de andre klubber, som de frit konkurrer med, siger Søren Bo Rasmussen til Politiken.

Sagen kan ende med, at Viborg FF kan blive pålagt at betale dele eller hele sponsorstøtten tilbage, lyder det.

Konkurrencestyrelsen har for nylig droppet at gå ind i en lignede sag fra Gladsaxe Kommune og fodboldklubben AB, fordi der ikke var tegn på, at samarbejdet ikke var sket på markedsvilkår, men sagen fra Viborg er anderledes.

- Hele humlen i konkurrenceloven handler om, at det skal foregå på markedsvilkår, når offentlige virksomheder har økonomisk samkvem med private virksomheder. Det er det, der adskiller AB-sagen fra Viborg-sagen, siger Søren Bo Rasmussen til Politiken.

Konkurrencestyrelsen afventer at se Viborg Byråds svar på Statsforvaltningens afgørelse, inden den træffer beslutning om at gå ind i sagen.

/ritzau/

Dagens Gossip