Sagan knækkede koden

Peter Sagans første etapesejr i årets Tour de France bød hverken på cykelakrobatik eller anden form for indstuderet sejrsjubel.

Det var der en god grund til. Ifølge Peter Sagan selv var det holdets fortjeneste, at han fik så let spil, som det var tilfældet i den smukke kulturby Albi.

- Jeg er vildt glad, og jeg er nødt til at takke mit hold, for jeg kunne ikke have gjort det uden dem. Det var en anderledes sejr, og derfor viste jeg Cannondale-trøjen frem som symbol på, at det var holdets triumf, lød det fra den 23-årige superstjerne.

Vandborg viste vej

Den slags kan hurtigt komme til at lyde som høflighedsfraser. Men som etapen formede sig, var det faktisk forarbejdet fra Brian Vandborg og Sagans septet af vandbærere, der sørgede for at gøre missionen enkel og ligetil.

På den kuperede og glohede rute i Provence-idyllen, kørte Cannondale-rytterne Sagan frem for at vinde en indlagt spurt umiddelbart før en lumsk kategori 2 stigning. Det var åbenbart hård kost for sprinternavne som Cavendish, Kittel og André Greipel, der sad og blæste balloner i varm luft og med mærkede ben.

Brian Vandborg så på fra første parket og noterede sig, at der var mulighed for at sætte konkurrenterne mat over en kant.

Fuld smask

- Vi vidste, at vi var nødt til at ramme stigningen med fuld smask. Jeg kørte alt, hvad jeg kunne. Jeg tror, jeg førte indtil to og en halv kilometer til toppen, Vi lagde en plan, og vi vidste godt, at det kunne blive svært. Vi prøvede fuldt ud, selvom nogle af dem havde lugtet lunten, at vi var ude på noget, fortæller Vandborg, der blev brugt op som en af de første i det limegrønne kollektiv.

Forceringen fik feltet til at knække over i to. Og derfra var det hele langt mere overskueligt for Sagan, som havde fire mand hos sig til at styre begivenhederne.

På stregen afviste Sagan uden de store sværdslag den politiuddannede tysker John Degenkolb og såmænd Danielle Bennati, der for en gang skyld havde fået frie tøjler fra Team Saxo-Tinkoff-førerbunkeren.

Efter tre dage med et ret forudsigeligt forløb og sejre til tre store sprinternavne venter der Tour-feltet helt anderledes udfordringer i dag.

Klatreturen på 7,8 km mod Ax3 Domaines bliver første mulighed for at få åbnet duellen mellem Team Saxo-Tinkoffs Tourminator, Alberto Contador, og den engelske Skyborg, Chris Froome.

Åben kamp

- Der vil helt sikkert blive åben kamp. Det er det her, vi har trænet efter, og vi ser frem til at gøre brug af våbenarsenalet nu, kom det uden slinger i selvsikkerheden fra Chris Froome efter etapeafslutningen i Albi.

- Vi har en veletableret måde at køre på. Jeg ser ingen grund til at gøre det anderledes, men det er klart, at vi kan komme til at skulle lave nogle beslutninger i kampens hede, erkender Froome.

Team Sky-manager Dave Brailsford sammenlignede første møde med bjergene med en boksekamp.

- Det er som et gå i gang med første runde af en titelkamp. Du vil lige ind og teste din modstanders form, men jeg er sikker på, at der også kommer gang i slagudvekslingen, erklærer Dave Brailsford uden for alvor at kunne give et bud på, hvordan formkurven er for de ryttere, som nu for alvor skal træde valsen om Tour-tronen.

- Det er så svært at sige noget om andres form, før man for alvor ser dem i bjergene. Det nytter ikke at spekulere sig til det. Man må bare i gang, lyder det fra Brailsford med henvisning til det klassiske dogme om, at man ikke kan gemme sig på et bjerg.

Dagens Gossip