Sagen kort: Bortførte israelske teenagere fundet dræbt

Skrevet af admin

30/06/2014

Dagens topnyheder

* 12. juni forsvandt tre unge israelere nær den israelsk-besatte palæstinensiske by Hebron på Vestbredden. De tre teenagere, to på 16 år og en på 19 år, blaffede og fik et lift fra en jødisk bosættelse. En af dem har amerikansk pas.

* Sagen om de bortførte teenagere blev hurtig toppolitisk i Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu 16. juni gjorde et sjældent telefonopkald til præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas. Israelerne beskylder palæstinenserne for at stå bag bortførelsen.

* Sagen har fået Israel til at anholde flere hundrede palæstinensere. Det israelske militær har gennemsøgt over 1500 forskellige steder på Vestbredden, og 16. juni blev den palæstinensiske parlamentsformand anholdt af de israelske myndigheder i forbindelse med eftersøgningen.

* Israels voldsomme reaktion har udløst gadekampe, hvor flere er blevet dræbt. 20. juni skød og dræbte israelske soldater en ung palæstinensisk mand på Vestbredden, mens to andre unge palæstinensiske mænd blev dræbt 22. juni ifølge palæstinensiske hospitalskilder.

* 29. juni ramte israelske luftangreb Gazastriben 12 gange, efter at raketter, affyret fra det palæstinensiske område, forårsagede brande i det sydlige Israel.

* 30. juni blev ligene af de tre unge israelere fundet på Vestbredden.

(Kilde: AFP, Reuters, BBC.)

/ritzau/