Sagen mod Roskilde Banks ledelse sendt til hjørne

Niels Valentin Hansen, tidligere direktør for Roskilde Bank, kommer ikke som planlagt til at give sin vidneforklaring mandag i Østre Landsret. Retssagen er midlertidigt sat på pause på grund af en strid om nye dokumenter.

Problemet består i, at advokaterne for Finansiel Stabilitet har fremskaffet 220 yderligere dokumenter i sagen.

De sagsøgte mener, at der nu er trukket en helt ny stribe dokumenter op af hatten, mens Finansiel Stabilitet mener, at de blot opklarer uklarheder.

- Hvis Finansiel Stabilitet fastholder, at man vil fremlægge yderligere dokumenter, så har vi et problem, siger Arvid Andersen, advokat for Niels Valentin Hansen.

- Hvis det bliver tilladt af landsretten, så vil vi have mere tid til at se dokumenterne igennem, og vi vil heller ikke tage hul på vidneforklaringerne, siger han.

Også advokat Georg Lett, der repræsenterer revisionsselskabet Ernest & Young, protesterer.

- Forelæggelsen er slut set fra min plads. Jeg forstår ikke det, der er anmodet om. Vi står i en kaotisk situation. Jeg kan ikke afhøre mine klienter uden at kende de bilag, sagde Georg Lett.

Østre Landsret og dommer Finn Morten Andersen mente ikke, at protesterne skulle sætte sagen på pause. Det fik Niels Valentin Hansens advokat til at sige, at eksdirektøren ikke vil afgive forklaring, hvis dokumenterne kan komme ind.

Advokaterne fra Finansiel Stabilitet skal nu vurdere, om de vil opgive at få de nye dokumenter ind i sagen. Det kan de ikke vurdere mandag, og dermed er sagen sat på pause.

Der er tale om dokumenter fra Finansiel Stabilitet, der giver et overblik over karaktergivning til de største kunder i Roskilde Bank.

Finansiel Stabilitet har haft adgang til 21 arkivkasser og har udvalgt små 220 dokumenter, som de muligvis vil have ind i sagen.

De sagsøgte mener for det første ikke, at der bør komme nye dokumenter ind. Hvis der gør, så vil de have adgang til hele materialet, som Finansiel Stabilitet har haft adgang til, samt tid til at læse det igennem.

Niels Valentin Hansen og den tidligere ledelse for banken er beskyldt for at have svigtet i långivningen ved at have lånt til kendte spekulanter, ikke holde styr på udlånet og dermed være ansvarlige for bankens krak i 2008 og de tab, Roskilde Bank led.

Finansiel Stabilitet har rejst krav på en milliard kroner plus renter i erstatning for tabene.

Retsmødet foregår i Gladsaxe, hvor Østre Landsret har indlogeret sig.

/ritzau/

Dagens Gossip