Sager om børnemisbrug gav politiet en rød smiley

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Flere, større og ikke mindst grovere sager om overgreb mod børn er så belastende for de betjente, der efterforsker dem, og de anklagere, der fører sagerne i retten, at det i november indbragte Fyns Politi en rød smiley fra Arbejdstilsynet.

Det sker, fordi man ikke havde gjort nok for at imødegå problemerne med det psykiske arbejdsmiljø.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Mængden af de her sager er stigende, og de bliver bare grimmere og grimmere.

- Vi synes måske nok, at politiledelsen i lidt for lang tid ikke ville høre på, at der var et problem, men det gør de heldigvis nu, siger Steffen Daugaard, der er formand for Fyns Politiforening, betjentenes faglige forening.

Hos Anklagemyndigheden var Arbejdstilsynets besøg, rapporter og røde smiley, en brat opvågning.

- Man har i mange år været rigtig gode til at debriefe i politiets beredskab, men i anklagemyndigheden var vi slet ikke opmærksomme på, hvilken belastning det giver, når man sidder med sådan nogle sager her gennem lang tid.

- Men det er vi nu, siger chefanklager på Fyn, Jan Stick.

/ritzau/