Sager om brud på meldepligt hober sig op

Skrevet af admin

16/09/2014

Mest læste i dag

Folk på tålt ophold, der ikke kan sendes ud af landet, overtræder deres meldepligt i et hidtil ukendt stort omfang.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

Nye tal fra Nordsjællands Politi, som er ansvarlig for at rejse sagerne om brud på meldepligten, viser, at 7000 sager om udlændinge, der har overtrådt deres meldepligt, ligger hos anklagemyndigheden.

- Det er utrolig mange anmeldelser, men det skyldes blandt andet, at der er mange, der har meldepligt hver dag. Og når man har overtrådt sin meldepligt én dag, bliver det én anmeldelse, siger chefanklager Ida Sørensen, Nordsjællands Politi.

Loven om skærpet meldepligt blev vedtaget i 2008, efter at det kom frem, at en terrormistænkt tuneser på tålt ophold boede tæt på tegneren Kurt Westergaard, som han var mistænkt for at ville dræbe.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) mener, at antallet er for højt og skynder på anklagemyndigheden, så sagerne kan komme for domstolene.

- Jeg forventer selvfølgelig nu, at der bliver sat tryk på sagerne, så de kommer for domstolene, siger hun til avisen. /ritzau/