Salg af J.K. Rowlings hemmelige bog eksploderer efter afsløring

Men den anonyme tilværelse endte brat i weekenden, da avisen Sunday Times kunne afsløre, at det er skaberen af den millionsælgende Harry Potter-serie, J. K. Rowling, som har skrevet krimien under pseudonym.

Siden er bogen strøget op ad listerne over de bedst sælgende udgivelser.

Bogen, der udkom i april, var indtil weekenden solgt i 1.500 eksemplarer. Den pludselige nyhedsinteresse fik imidlertid salget til at accelerere med mere end 507.000 procent hos Amazon, skriver CNN mandag.

Inden afsløringen indtog bogen ifølge newstatesman.com en placering som nummer 4.709 på Amazons bestseller-liste, mens den nu ligger solidt placeret i top-3.

Da »The Cuckoo’s Calling« blev lanceret, oplyste forlaget, at det var den tidligere politimand Robert Galbraith, der havde skrevet bogen. Men Sunday Times fattede mistanke til udgivelsen, da man undrede sig over, hvordan en debutforfatter kunne begå en så helstøbt og siden anmelderrost bog.

Selv har Rowling forklaret, at hun er ked af, at blev opdaget så tidligt.

»Jeg havde håbet på, at jeg kunne holde det hemmeligt en lille smule længere, for det har været en befriende oplevelse af være Robert Galbraith,« siger den 47-årige forfatter ifølge Reuters.

»Det har været fantastisk at udgive en bog uden hype eller forventninger - og det har været en sand fornøjelse at få tilbagemeldinger under et andet navn,« forklarer hun.

»The Cuckoo’s Calling« handler om en tidligere soldat, der som privatdetektiv bliver hyret til at opklare en models mulige selvmord.

Dagens Gossip