Salgstider for ejerlejligheder er de laveste i fem år

Skrevet af admin

10/06/2015

Mest læste i dag

Ejerlejligheder er i så høj kurs på boligmarkedet, at salgstiden for en ejerlejlighed ifølge Boligsidens Markedsindeks nu er på det laveste niveau i fem år.

Det tager i gennemsnit 96 dage at sælge en lejlighed, og det er en halvering af salgstiden fra januar 2010, oplyser boligportalen Boligsiden.dk i en pressemeddelelse.

- Der er et evigt pres på ejerlejlighederne i byerne, hvor både unge studerende vil bo, men også ældre, pengestærke borgere, der efter en årrække i parcelhus i forstaden vender næsen mod byens liv og kulturtilbud, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, i en pressemeddelelse.

Over hele landet er salgstiden for lejligheder på vej ned, men der er dog store regionale forskelle på, hvor lang tid sælgerne skal bruge på at komme af med boligerne. Den gennemsnitlige salgstid i maj var 76 dage i Region Hovedstaden.

Sælgerne i Region Syddanmark måtte i snit bruge 155 dage, i Region Sjælland og Region Midtjylland henholdsvis 128 og 126 dage, mens Region Nordjylland lægger sig tæt op ad landsgennemsnittet med 98 dage.

Salgstiden for lejligheder på landsplan faldt 8,1 procent fra april til maj og 25,1 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

Mens salgstiden går ned, så går priserne op. Ifølge markedsindekset steg priserne på lejligheder på landsplan 1,5 procent fra april til maj. Sammenlignet med maj sidste år er priserne steget 11 procent.

Boligsiden.dk bygger markedsindekset på indberetninger om handler direkte fra ejendomsmæglere i hele landet.

/ritzau/