Saltet til de østjyske veje er sikret

11 søfolk fra Litauen og Ukraine er nu sikret de godt 500.000 kroner, de havde til gode for fire måneders arbejde. Det giver glæde i Grenaa Havn, hvor de 11 søfolk havde sat sig til ay vente sammen med en last vejsalt om bord på det tyske fragtskib Julietta.

Nu er lønnen sat ind på sømændenes bankkonti, oplyser Fagbladet 3F. Og det betyder, at de onsdag gik i gang med at losse skibet. Det har knap 10.000 ton salt om bord. Og det kan nu komme ud på vejene i Østjylland.

Tak for hurtig løsning
Søfolkene har fået i alt 101.000 amerikanske dollar. Men en del af pengene går til billetter hjem til fire af sømændene. De ønsker ikke længere at arbejde om bord.

Morten Bach, der er skibsinspektør hos ITF, Det Internationale Transportforbund, er glad for, at konflikten blev løst hurtigt og smidigt. Samtidig siger kaptajnen fra skibet, ukrainske Gennadiy Cheremnykh, tak til ITF og havnearbejderne i Grenaa for støtte og moralsk opbakning.

Det sker i en takkemail med disse ord: ”Fra kaptajn og besætning vil vi sende vores bedste hilsener. Sammen er vi stærke. Mange tak for jeres hjælp og assistance."

Regning til rederi
Til gengæld vanker der en ekstra regning til det tyske rederi Intersee, der ejer Julietta. DR Østjylland oplyser, at rederiet får en regning på godt 30.000 kroner fra ejeren af vejsaltet, virksomheden Chemisafe. Det skyldes, at 5 lastbiler, 2 kraner og 2 gummigeder stod stille på havnen i Grenaa en hel dag, fordi søfolkene ikke ville losse salt af skibet, før de fik løn.

Dagens Gossip