Saltholm bliver fredet for fugle

Edderfugl, mosehornsugle, brushane og skeand er bare nogle af de fuglearter, der fremover vil få betydeligt bedre leve- og ynglebetingelser i og omkring Saltholm midt i Øresund.

Miljøminister Ida Auken (SF) ændrer nu bekendtgørelsen for reservatet ved Saltholm, så der kommer et jagtforbud på den sydlige del af øen og farvandet omkring øen.

- Saltholm er utrolig vigtig for en lang række ynglefugle og trækfugle, og med sine lavvandede områder og smukke strandenge er øen et sandt paradis for brushane, havterne, klyde og rørhøg.

- Dette vil gavne fuglelivet i hele Øresundsregionen, for Saltholm er en vigtig rasteplads for fugle, der flyver langs Øresund, skriver miljøminister Ida Auken i en pressemeddelelse.

Saltholm er privatejet, og derfor har Miljøministeriet eksproprieret jagtretten på cirka 193 hektar svarende til 12 procent af øen. Lodsejerne har fået tilbudt fuld økonomisk kompensation.

- Nogle gange må man træffe nogle valg, som går ud over nogle få, men til gengæld glæder rigtig mange. Det er denne ændring et godt eksempel på, for vi får et helt unikt fuglereservat ved at regulere, hvad nogle få må bruge dele af øen til, siger Ida Auken.

Både Dansk Ornitologisk Forening (DOF), Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Jægerforbund støtter ændringerne i bekendtgørelsen, og i DOF glæder formand Egon Østergaard sig over, at fuglelivet får et løft på Øresundsøen.

- Helt specifikt er det et stort skridt fremad med jagtbegrænsningerne på Saltholms sydlige landarealer og sejlads- og færdselsforbuddet hele året rundt mellem Saltholm og Peberholm, skriver DOF's formand Egon Østergaard i en pressemeddelelse.

Derudover bliver der også indført en 50 meters zone med forbud mod færdsel i yngletiden fra 1. april til 15. juli langs størstedelen af Saltholms kyst.

Fuglejagt vil fremover være helt forbudt på den sydlige del af Saltholm og øerne sydøst for Saltholm. Bekendtgørelsen træder i kraft 4. januar.

/ritzau/

Dagens Gossip