Samlet lokalparlament: Krim skal være russisk

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Parlamentet på Krim har enstemmigt stemt for, at den autonome ukrainske halvø bliver en del af Rusland, skriver det russiske nyhedsbureau RIA.

Samtidig oplyser en russisk parlamentariker, at en lov er på vej gennem parlamentet i Moskva, som vil gøre det muligt at indlemme Krim.

Det er besluttet "at træde ind i den russiske føderation med en enheds rettigheder som en del af den russiske føderation", fremgår det af den tekst, der torsdag er vedtaget i lokalparlamentet i Simferopol.

Kort forinden sagde halvøens vicepremierminister, at tilslutningen til Rusland endeligt skal afgøres ved en folkeafstemning på Krim næste søndag.

Overgangsregeringen i den ukrainske hovedstad, Kijev, opfatter folkeafstemningen som ulovlig.

- Jeg mener, at denne folkeafstemning er forfatningsstridig, siger den fungerende økonomiminister Pavlo Sjeremeta.

Samtidig rapporterer nyhedsbureauet AFP, at embedsmænd på Krim har sendt en anmodning til Ruslands præsident, Vladimir Putin, om at optage halvøen i den russiske føderation.

Kreml bekræfter, at det har modtaget anmodningen, og Putin har allerede drøftet anmodningen med sit nationale sikkerhedsråd.

Initiativet på Krim ser ud til at være godt koordineret med Rusland.

Et medlem af det russiske parlament, Sergej Mironov, fortæller, at der er fremlagt et lovforslag, som vil lette proceduren for, at "dele af fremmede stater" kan slutte sig til Rusland.

- For at sige det ligeud, så blev dette lovforslag fremlagt på grund af Krim, siger han til nyhedsbureauet Itar-Tass.

Lovforslaget vil blive fremlagt til vedtagelse i Moskva i næste uge.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, har desuden meddelt, at der vil blive taget skridt til at gøre det lettere for russisk-talende, som har levet i Rusland eller tidligere sovjetrepublikker, at få russisk statsborgerskab.

Cirka 60 procent af Krims befolkning er etniske russere, cirka en fjerdedel er etniske ukrainere, mens godt 12 procent er tatarer.

Den prorussiske regering, der har overtaget magten på Krim og bedt om Ruslands indgriben, havde planlagt en folkeafstemning om løsrivelse den 30. marts.

Men nu bebuder Krims vicepremierminister Rustam Temirgalijev ifølge det russiske nyhedsbureau RIA, at den afholdes allerede den 16. marts - altså om mindre end halvanden uge.

Den kontroversielle melding kommer, netop som EU's stats- og regeringschefer torsdag har indledt et ekstraordinært topmøde om Ukraine-krisen i Bruxelles.

/ritzau/Reuters