Samlet regering støtter Sass Larsens stramme bankkurs

»Han har hele regeringen bag sig. Det er afgørende, at vi lærer af finanskrisen og får lavet en regulering, så vi ikke kommer ud i det uføre igen. Bankerne skal polstres, så de kan imødegå tab. Det gavner alle, både danskere og virksomheder,« siger de Radikales erhvervsordfører, Andreas Steenberg (R).

Sass Larsen trækker på anbefalinger fra Udvalg om Systemisk Vigtige Finansielle Institutioner, kendt som SIFI-udvalget, som har foreslået skærpede krav til de finansielle virksomheder i Danmark, der regnes for så vigtige, at det vil få katastrofale konsekvenser for samfundsøkonomien, hvis de krakker.

SF understreger vigtigheden af at få gennemført anbefalingerne fra udvalget.

»Det er vigtigt at stille fornuftige og rimelige krav til de største banker, som har altafgørende betydning for den danske økonomi, hvis vi kommer i uføre,« siger finansordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Både SF og de Radikale kalder det uheldigt, hvis de kommende forhandlinger munder ud i en aftale uden de borgerlige partier.

»Det vil være usikkert for Danmark med et smalt forlig. Hvis regeringen og den her regulering skifter, så vil det blive meget svært for bankerne at finde investorer,« siger Andreas Steenberg.

De Konservative og Venstre, der er forligspartier bag bankpakkerne, har påberåbt sig vetoret i sagen. Og de to partier har slået fast, at de vil bruge vetoretten, hvis regeringen vil stramme kapital- og likviditetskravene, som SIFI-udvalget anbefaler.

SIFI-udvalgets anbefalinger har mødt stor modstand fra bankernes brancheorganisation Finansrådet, der med Danske Bank i spidsen har hævdet, at skærpede krav vil være ødelæggende for finanssektoren i Danmark.

Dagens Gossip