Samme mareridt som i William Kvists debut

 22. august 2007 debuterede William Kvist på A-landsholdet med en 0-4 lussing i Aarhus mod Irland.

Det var indtil tirsdag aften hans værste fodboldaften, selv om han trods alt fik debuten. Men Stuttgart-spilleren var langt fra tilfreds med, at han igen skulle genopleve et 0-4 nederlag i landsholdstrøjen og så i Parken.

- Min debut kom jo også i et 0-4 nederlag. Men dengang var jeg en ung spiller og trods alt glad for at spille min første landskamp. Nu spillede vi for at komme med til VM mod Armenien. Og når man leverer sådan noget her, så er det helt fair, at vi skal sidde i sofaen og se åbningskamp og finale i Brasilien. For det her kommer man ikke langt med, sagde William Kvist.

Han lagde ikke skjul på, at han har forståelse for, at der i medierne bliver stillet spørgsmålstegn ved Morten Olsens fremtid som landstræner.

- Jeg synes helt klart, at det er fair, at man efter sådan en kamp her eller når man, som vi formentlig gør, misser en kvalifikation, at man så stiller spørgsmålstegn ved det hele. Hvad kan man gøre bedre? Om det så er spillere, træner, trænerstab eller hjemmebane. Så er det fair nok, at man kigger på det, forklarede Kvist.

Han lagde især vægt på, at han mente, at der manglede vildskab, da holdet kom bagud og en kompromisløshed i forhold til at vende kampen.

- Jeg synes, at der mangler ærgerrighed. En okay det kører ikke nu, men nu er vi ligeglade og satser det hele for at vinde den her kamp. Det gjorde vi ikke. Men jeg kan ikke pege på, om det er nogens skyld. Om det er ude på bænken eller os spillere. Det er nok bare en kombination af det hele, sagde Kvist.

Dagens Gossip