Sammenlægning koster Midtjyske Mediers chef jobbet

Skrevet af admin

22/12/2015

Dagens topnyheder

Knap har konkurrencemyndighederne sagt god for Jysk Fynske Mediers opkøb af Midtjyske Medier, før de første organisationsændringer er på vej.

Ifølge en intern mail, som Mediawatch har fået kendskab til, nedlægges Midtjyske Medier som selvstændig enhed.

Det koster samtidig Midtjyske Mediers nuværende chefredaktør, Dorthe Carlsen, jobbet.

- Dorthe Carlsen fratræder, når vi overtager Midtjyske Medier, siger Jesper Rosener, der er administrerende direktør for Jysk Fynske Medier, til Mediawatch.

Afskedigelsen af Dorthe Carlsen betyder, at Jysk Fynske Mediers ansvarshavende chefredaktør, Per Westergård, overtager det redaktionelle ansvar for de enkelte mediehuse under Midtjyske Medier.

De tæller blandt andet Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis og Viborg Stifts Folkeblad.

De enkelte mediehuse fortsætter som mindre, selvstændige enheder med de nuværende lokale chefredaktører, og det er angiveligt et led i Jysk Fynske Mediers strategi.

- Jysk Fynske Medier ønsker en stærk redaktionel og kommerciel frihed og selvstændighed i den enkelte, midtjyske mediehuse.

- Råderetten skal i høj grad ligge der, hvor kendskabet til det lokale læser- og annoncørmarked er størst, hedder det ifølge Mediawatch i den interne orientering.

Midtjyske Medier var tidligere ejet af Berlingske Media. Efter at De Persgroep optog koncernen, er flere dele dog solgt fra, herunder Midtjyske Medier.

Salget betyder, at Midtjyske Medier bliver landets næststørste dagbladskoncern efter JP/Politikens Hus.

/ritzau/