Sammenstød i Istanbul: Unge er vrede over ny internetlov

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Tyrkisk uropoliti brugte tåregas og vandkanoner for at sprede flere tusinde personer, der lørdag demonstrerede mod nye begrænsninger på internettet i Tyrkiet.

Over 2000 mennesker, de fleste unge, havde samlet sig på Taksim-pladsen i Istanbul for at vise deres utilfredshed med de nye regler.

De kastede sten mod politiet, knuste ruderne i flere butikker og sprayede anarkistiske slagord på bankbygninger. Politiet jagede mange af demonstranterne væk fra pladsen og ned i sidegaderne.

De nye begrænsninger har vakt stor bekymring både i Tyrkiet og i udlandet.

Kritikere siger, at de nye regler er et forsøg fra premierminister Recep Tayyip Erdogan på at lægge hindringer i vejen for oppositionen og gøre det vanskeligere at lægge viden om korruption online.

- Jeg betaler min egen internet-regning, men regeringen bestemmer, hvilke sider jeg må kigge på, beklager en af de unge demonstranter sig.

- De vil kontrollere, hvad vi foretager os på internettet. Det er undertrykkelse. Men de unge vil ikke undertrykkes, og vi accepterer ikke dette uden modstand, siger han.

Tidligere lørdag forsvarede Erdogan loven, som blev vedtaget onsdag. Han afviser, at den krænker borgernes privatliv.

- Disse reguleringer medfører absolut ikke censur på internettet. Tværtimod. De gør internettet mere sikkert og mere frit, sagde han til flere tusinde tilhængere.

Han tilføjede, at det er helt udelukket, at myndighederne får adgang til folks private data som følge af loven.

Organisationen Human Rights Watch siger, at restriktionerne skaber bekymring for, at "en regering i defensiven forsøger at styrke sine beføjelser for at lukke munden på kritikere og til vilkårligt at begrænse politisk belastende oplysninger online".

/ritzau/AFP