Sampdoria erstatter Genoa i Europa League

Skrevet af admin

18/06/2015

Dagens topnyheder

Italienske Sampdoria er klar til at spille i Europa League i den kommende sæson, efter at klubben torsdag blev godkendt af det europæiske fodboldforbund (Uefa).

- Jeg har altid troet på den rette ånd i Sampdoria, og jeg har troet på, at vi ville blive fair behandlet af Uefa og det italienske fodboldforbund (Figc), siger klubbens præsident, Massimo Ferrero, ifølge dpa.

Sampdoria sluttede på syvendepladsen i Serie A i den overståede sæson lige efter Genoa, hvilket ikke betød kvalifikation til Europa League, men da rivalerne fra Genoa ikke formåede at få nogle formaliteter på plads i tide omkring godkendelse af hjemmebane, gik billetten i stedet til Sampdoria.

Her kunne man så ånde lettet op, da Uefa valgte at godkende Sampdoria trods klubbens rolle i en fire år gammel sag om matchfixing og betting.

Det samme gjaldt for Lazio, der også torsdag blev godkendt som deltager i kvalifikationen til Champions League af Uefa, selv om man også undersøges i forbindelse med bettingsagen.

/ritzau/