Sampdoria får dansk ultimatum

Landsholdsbacken Simon Poulsen er landet i Danmark med en bitter smag i munden. Det, der skulle have været en solbeskinnet sæson i den italienske Serie A, er endt som en lunken omgang med kun syv kampe for Sampdoria.

På den anden side af landskampene venter der derfor en seriøs dagsorden for den 28-årige landsholdsspiller og hans rådgiver.

- Det har ikke været tilfredsstillende på nogen måde. Jeg har spillet alt for lidt. Som situationen er nu, er det ikke optimalt, for jeg skal have noget mere spilletid, siger Simon Poulsen, der onsdag sammen med resten af landsholdet mødte ind til den første træning på KB's baner i København.

- Vi skal have en snak med klubben om, hvad deres plan er, og så tage den derfra. Nu vil jeg spille de her kampe med fuld fokus, og bagefter tager jeg fat på det andet, siger Simon Poulsen, der på grund af den sparsomme spilletid i løbet af klubsæsonen vil skænke landskampene ekstra meget fokus.

Dels i håbet om kampminutter i benene, men også for at sætte et positivt punktum på sæsonen med sejr og positiv energi i kroppen.

Han fortæller dog gerne om den private dagsorden der venter, når landstræner Morten Olsen slipper sine tropper fri efter venskabskampen mod Georgien og VM-kvalifikationskampen mod Armenien.

- Jeg tog til Italien, fordi jeg mente, det kunne udvikle mig som fodboldspiller. Jeg mente også, at Sampdoria var klubben, hvor jeg kunne få spilletid, men det var det så ikke. Nu skal jeg så se på, om jeg skal blive i Sampdoria eller jeg skal til et andet sted, det ved jeg ikke. Lige nu har jeg to år tilbage, og min konkurrents lejeaftale udløber til sommer, så der kan nå at ske meget endnu, siger Simon Poulsen, der står noteret for 186 spilleminutter i Serie A.

Landstræner Morten Olsen har rådet ham til at ændre på den statistik, så der kan komme flere kampe i benene.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg stadig bliver udtaget til landsholdet, men der skal nok ikke gå to sæsoner mere på den her måde, siger Simon Poulsen.

Backen står noteret for 23 A-landskampe under Morten Olsen.

Dagens Gossip

Dagens TV