Samsung taber på hjemmebane til Apple

Skrevet af admin

12/12/2013

Dagens topnyheder

Retssagerne mellem elektronik-mastodonterne Samsung og Apple har i årevis kørt mellem de to producenter om patenter og rettigheder.

Torsdag indkasserede sydkoreanske Samsung imidlertid et sjældent nederlag.

En sydkoreansk domstol afviste torsdag Samsungs anklager om, at nogle Apple-apparater har krænket tre af dets patenter, og det er første gang, at en ret i Sydkorea har dømt imod Samsung.

Den sydkoreanske elektronik-producent beskriver dog afgørelsen som "foreløbig", og den antyder, at man vil fortsætte kampen mod Apple.

- Vi er skuffede over Rettens beslutning. Apple fortsætter med at krænke vores patenterede mobile teknologier, og vi vil fortsætte med at tage de nødvendige tiltag for at beskytte vores rettigheder, siger virksomheden i en udtalelse.

Afgørelsen er et slag mod Samsungs forsøg på at bygge sin sag op med at patentere designet og funktionerne i sine smartphones.

Samsung har iværksat søgsmålet mod Apple for at sætte en stopper for den amerikanske producents salg af iPhones og iPads i Sydkorea.

Den sydkoreanske domstol siger imidlertid, at to af Samsungs tre patenter helt er ugyldige, da man ifølge Retten let kan udvikle dem med eksisterende teknologier.

De to elektronik-giganter kæmper lige nu en kamp om patenter i flere end 10 lande, hvor de hver især beskylder hinanden for at krænke den anden part.

/ritzau/AFP